Klongk! Hovedskal mod hovedskal, som to kokosnødder der knalder sammen. Skallen flækkede, og lyden har sat sig i ham - smældet, der satte hans liv på standby.
Der er nu gået halvandet år, siden 32-årige Ole Dau sank sammen på fodboldbanen med en blodig flænge i hovedet. Der gik en uge, inden han fik konstateret hjernerystelse, og de første dage uden hvile kan være skyld i, at han stadig ikke er rask. Han kan ikke klare mere end tre timers arbejde om dagen, inden hans følgesvend, hovedpinen, banker på.
Hvert år får omkring 25.000 danskere hjernerystelse ligesom Ole Dau. Langt de fleste kommer sig efter et par uger, men ifølge Hjernerystelsesforeningen får omkring 4.000 årligt konstateret langvarig hjernerystelse, diagnosen postcommotionelt syndrom, PCS.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele artiklen om Ole Dau og hjernerystelsens eftervirkninger, som stadig påvirker hans liv hver dag.
Et uheldigt hovedstød kostede karriere og fodbolddrøm. Ole Dau er en af tusindvis, der ikke kan ryste hovedpinen af sig efter en hjernerystelse.
Klongk! Hovedskal mod hovedskal, som to kokosnødder der knalder sammen. Skallen flækkede, og lyden har sat sig i ham - smældet, der satte hans liv på standby.
Der er nu gået halvandet år, siden 32-årige Ole Dau sank sammen på fodboldbanen med en blodig flænge i hovedet. Der gik en uge, inden han fik konstateret hjernerystelse, og de første dage uden hvile kan være skyld i, at han stadig ikke er rask. Han kan ikke klare mere end tre timers arbejde om dagen, inden hans følgesvend, hovedpinen, banker på.
Det kan smælde for ørerne, når kontorkolleger klaprer på tastaturet, og en løbetur ned ad trapperne kan sende isninger gennem panden.
Hvert år får omkring 25.000 danskere hjernerystelse. Langt de fleste kommer sig efter et par uger, men ifølge Hjernerystelsesforeningen får omkring 4.000 årligt konstateret langvarig hjernerystelse, diagnosen postcommotionelt syndrom, PCS.
Hvis man ikke bliver diagnostiseret hurtigt nok og holder hjernen i ro, kan den ‘almindelige’ hjernerystelse udvikle sig til PCS, og der kan gå år, inden hjernerystelsen forsvinder. For nogle bliver symptomerne kroniske, og de er nødt til at leve med gener som hovedpine, svimmelhed og lys- og lydfølsomhed resten af livet.
»Nogle dage har været et mareridt at komme igennem. Alt ændrede sig, og jeg kunne pludselig ikke kende mig selv og min hverdag,« siger Ole Dau.
Han spillede sin sidste fodboldkamp fredag 10. oktober i 2014. Midt i 2. halvleg af lokalbraget mellem 2. divisionsholdene Hvidovre IF og Avedøre IF hoppede han en meter op efter en høj bold for at heade den mod rivalernes mål. En modspiller gik op i hovedstødsduellen og knaldede hovedet ind i venstre side af Ole Daus baghoved - så, at flere af kampens 1.300 tilskuere kunne høre det på tribunen.
Syet med syv sting
Ole Dau besvimede kort i luften og faldt slapt ned på græsset med en åben flænge i hovedbunden. Adrenalinen pumpede, så da han åbnede øjnene, kunne han ikke mærke slaget - at hans hjerne havde ramt kraniet. Det eneste han tænkte på, var at komme tilbage på banen. Han blev løftet ud på en båre, kørt på skadestuen og syet med syv sting.
Han fik at vide, at han ikke havde fået en hjernerystelse. At såret bare skulle hele, så var han ‘good to go’. Men da han tog på arbejde mandag morgen, sendte voldsom hovedpine og svimmelhed ham hjem allerede efter en time. Først en uge efter fik han at vide, at han alligevel havde hjernerystelse. Han blev sygemeldt i en måned og brugte de fleste timer i sengen bag nedrullede gardiner med og slukket lys hjemme i København, hvor han bor sammen med sin kæreste.
Høreværn og skærmfilter
Ole Dau sidder i MT Højgaards kantine i Søborg og spiser sin frokost. Med sin sorte, opknappede skjorte, læderskoene og medarbejderkortet klipset fast i de mørke jeans ligner han mange af de andre ingeniører i bygge- og anlægsvirksomheden. Umiddelbart er det ikke til at se, at hans hoved kun kan holde til at arbejde et par timer om dagen. Men hans kontorplads er udstyret med høreværn og ørepropper, og computeren er forsynet med et skærmfilter for at dæmpe sanseindtryk fra lys- og lydkilder.
Inden interviewet går i gang, læner Ole Dau hovedet ind over bordet og peger. Under det lyse, karseklippede hår i hovedbunden toner et vinkelformet ar frem. Han er glad for flængen, ‘for så er den usynlige sygdom knap så usynlig.’ Det uheldige hovedstød invaliderede ham i flere måneder og kostede ham jobbet som informatik-ingeniør på en tegnestue og sin semi-professionelle fodboldkarriere.
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at det var sådan, det skulle gå. Jeg havde scoret drømmejobbet, tjente gode penge, var i mit livs form og på toppen af fodboldkarrieren. Hjernerystelsen rev tæppet væk under mig, og hele min tilværelse blev sat på standby på ubestemt tid. Det var et kæmpe tab,« siger Ole Dau.
I begyndelsen kunne selv de mindste sanseindtryk få ham til at føle, at ‘hovedet var ved at sprænges’. Lyden af fodsåler, når folk gik forbi, småsnak blandt kolleger og lys fra loftslamper og skærme. Ole Dau presser begge hænder ned over hovedet og krummer fingrene for at vise, hvordan hovedpinen føles, når den er værst:
Dunker og isner
»Den dunker, bider og isner og kan være helt igennem invaliderende. Det er dynamisk og kan begynde i baghovedet, for derefter at trykke sig frem mod panden. Nogle gange kommer den i akutte angreb, andre gange snigende,« siger Ole Dau, og rynker panden.
Da hovedpinen var værst, kategoriserede han det som en 10’er på sin egen smerte-skala. I dag har han stadig smerter, men sjældent mere end en 5’er på skalaen.
Ole Dau ville ønske, at han fra dag et havde fået at vide, at han havde hjernerystelse. At han havde trukket stikket helt og var blevet sygemeldt meget længere end en måned.
»Jeg ville ønske, at nogen havde hjulpet mig og informeret mig bedre. Dengang vidste jeg ikke, at hjernerystelsen kunne blive langvarig. Jeg kendte ikke til de forskellige hjælpemidler og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, og det bliver man altså ikke hurtigere rask af,« siger han.
I en afskedigelsesrunde mistede han jobbet, og 30. juni 2015 havde han sidste arbejdsdag. På samme tid udløb hans fodboldkontrakt. Efter 22 år med knopper under støvlerne var det mindst lige så svært at slippe græsbanen som at vinke farvel til karrieren og den medfølgende løncheck.
I dag er han i virksomhedspraktik som ingeniør hos MT Højgaard i Søborg, hvor han arbejder et par timer om dagen. Et job, han er rigtig glad for.
»At komme i praktik har givet mig noget af min identitet tilbage. Mentalt er det stadig hårdt ikke at vide, hvordan fremtiden bliver, men lige nu håber jeg bare på at kunne blive selvforsørgende,« siger han.
Fritiden bruger han på fysioterapeuter, neuropsykologer, genoptræning i fitness, øjentræning, lydbøger og lange gåture. Han tror, at han bliver helt rask igen. At han med tiden kan få sit gamle liv tilbage.
