Danskerne vil gerne tabe sig. I hvert fald blev de første pakker med slankepiller revet væk på landets apoteker. Flere apoteker måtte melde om udsolgt.

Slankepillen Alli er den første slankepille, der er godkendt til håndkøb. Den kan hjælpe dig med at tabe op til 50 pct. mere end ved en almindelig diæt. Den overvældende interesse kom bag på landets apoteker, der langt- fra havde bestilt nok slankepiller hjem.

- Der er godt nok gang i den.

Vi havde regnet med mange, men ikke så mange. De første 50 pakker er jo revet væk, lyder det fra Tanja Mensing, farmakonom på Vaisenshus Apotek i København.

Ingen unge piger
Både på sjællandske og jyske apoteker var man i går eftermiddags i gang med at bestille flere pakker hjem. Ved disken havde personalet travlt med at rådgive de slankelystne kunder.

- De hører pænt på os og sætter sig ind i tingene. Vi var lidt bekymrede for, om kunderne ville være unge, slanke piger, der ville være endnu slankere.

Men det har det slet ikke været, siger Henni Rytkjær, farmakonom på Vaisenhus Apotek.

Undgår pinlig samtale
De ansatte på apotekerne er enige om, at det har været urtolig svært at forudse, hvor mange kunder der ville spørge efter Alli.

- Vi havde nok undervurderet det lidt, den sidste pakke er lige lagt til side, men vi får flere tirsdag, og så bestiller vi mange flere, lyder det fra Christoffer Sørensen, farmaceut på Christianshavns Apotek i København.

Han mener, danskerne er glade for, at slankepiller nu kan fås i håndkøb.

- Man slipper for den pinlige samtale med lægen, nu kan man bare gå direkte på apoteket. Vi tager en længere snak og fortæller, hvordan pillerne skal bruges. Det er jo vigtigt, at kunderne ved, hvad de går ind til, siger Christoffer Sørensen. Han mener, pillerne kan hjælpe rigtig mange danskere - hvis altså man er overvægtig.

- Man skal se på skemaet på pakken, om man overhovedet bør tage pillerne, eller om man er for tynd. Det er faktisk lidt en øjenåbner, det er lavet rigtig godt. Og så skal man gøre det ordentligt, lægge sin kost om og følge rådene.