Har du altid kunnet spise alt, du ville uden at tage på? Måske er du tyndfed.

Der findes folk, der kan spise både chokolade, is og junk food hver dag - og stadig være slanke. Folk, som spiser lige, hvad de har lyst til , som hverken dyrker motion eller styrketræning, og som på mirakuløs vis alligevel holder vægten nede med et BMI under 25.

Vi synes ofte, at den slags folk er heldige, og det er mange af dem sandsynligvis også. Men nogle af dem kan faktisk have et alvorligt fedmeproblem. De kan nemlig være tyndfede.

Hvad betyder 'tyndfed'?

Betegnelsen 'tyndfed' bruges om personer, som ikke er overvægtige, men som alligevel har så høj fedtmasse, at det har konsekvenser for deres helbred. Oftest afspejler overvægten sig ikke i deres BMI, som på grund af den lave muskelmasse faktisk kan ligge ret lavt - indimellem under  18. Udregningen af BMI tager nemlig ikke højde for kroppens mængde af fedt og muskler, eller hvor fedtet er placeret, og netop disse faktorer har betydning for, hvorvidt man er tyndfed eller ej.

Læs mere på Netdoktor.dk: Er din krop æble- eller pæreformet?

Hos tyndfede sidder fedtet typisk på maven omkring organerne. Deres muskelmasse er typisk lav, fordi de ikke dyrker motion. En livsstil med usund, fed mad, fedme omkring maven og inaktivitet fører til en række usunde forstyrrelser i kroppen såsom forhøjet blodtryk, forhøjede mængder af fedt i blodet og nedsat insulinfølsomhed. Alt sammen symptomer som kan føre til type 2-diabetes, hjertekarsygdom og kræft. Tyndfedme er altså et problem, som skal tages lige så alvorligt som almindelig overvægt

Du er i risiko for at være tyndfed, hvis…

  • du er æbleformet, forstået sådan at du har meget fedt på maven og er smal om hofter og lår
  • du har lav muskelmasse
  • du har en inaktiv livsstil
  • du har dårlig kondition og styrke

Kom op af sofaen

Det er den lave muskelmasse og fedtet omkring maven, der fører til de største problemer hos tyndfede, og derfor er styrketræning og regelmæssig motion de to vigtigste ting at gå i gang med. Formålet med træningen er ikke at tabe sig, men derimod at udvikle mere muskelmasse og mindre fedt. Og da muskler vejer mere end fedt, vil nogle tyndfede endda opleve at tage lidt på i vægt i takt med, at de bliver stærkere og i bedre form.

Læs mere på Netdoktor.dk: Sådan kan du måle, om du er tyndfed