Har du problemer med at sove, når sommeren rammer, så er du bestemt ikke den eneste.
Et nyt søvnstudie viser nemlig, at varme nætter forringer søvnen for milliarder af mennesker verden over.
Og problemet kan blive meget værre i takt med den globale opvarmning.
Det siger Kelton Minor, der er hovedforfatter på projektet og lektor ved Institut for Psykologi og Copenhagen Center for Social Data Science på Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.
»Vi ser nu globale beviser for, at bare moderate stigninger i nattemperaturen får selv velstående befolkningsgrupper til at svede sig igennem en kortere nattesøvn – og det har reelle konsekvenser for folkesundheden.«
De bedste estimater viser, at for hver 100.000 mennesker, der udsættes for en varm nat på 27 grader eller derover, sover 9.300 flere mennesker end normalt mindre end seks timer.
Aircondition eller anden form for akklimatisering tyder dog ikke på at kunne løse problemet.
Faktisk kan det resultere i en forværring, påpeger Kelton Minor.
»Varmen gør det ikke kun sværere at falde i søvn den pågældende nat. Det bebyggede miljø ser ud til at holde den søvnskadelige varme inde, selv efter at de høje temperaturer udenfor er faldet.«
»Det kan føre til langvarig søvnmangel, som kan skade den fysiske og mentale sundhed.«
Det nye studie viser også, at tidligere forskning slet ikke giver et dækkende billede af de verdensdele, hvor varmerelaterede problemer er størst, heriblandt Afrika og Sydøstasien.
Derfor foreslår forskerne bag studiet en global taskforce.
»Vi har brug for en koordineret, global indsats for at forstå, hvordan Jordens klimasystem påvirker søvnen på tværs af livsfaser og befolkningsgrupper. Og så må vi udvikle løsninger, der hurtigt kan skaleres op for at beskytte vores nætter i en varmere verden,« siger Kelton Minor.
