100.000 kroner. Hver anden eller tredje uge.
Der er den voldsomme regning, der skal betales igen og igen, fordi en bygning, hvori der laves mad til ældre borgere på Lolland-Falster og patienter i Region Sjælland, er ramt af skimmelsvamp.
Ifølge TV2 Øst kræver det derfor konstant rengøring fra et skadeservicefirma.
»Det kører vi med, indtil skaderne er udbedret,« ,« siger Kathrine Brønnes, der er bestyrelsesformand for Fælleskøkkenet.
Hun understreger dog:
»Der er ingen skimmel i produktionsområdet, men for at sikre, det ikke breder sig, har vi kontinuerligt rengøring og prøvetagning.«
Fælleskøkkenet er i fællesskab ejet af Lolland og Guldborgsund kommuner samt Region Sjælland, og det er her regningen også ender.
Skimmelsvampen kommer, fordi der er en utæthed i et tag – som altså ikke er blevet udbedret.
Planen er dog, at det skal ske »hurtigst muligt«, men endnu er der ikke noget overblik over, hvor omfattende problemerne er.
De har også betydet en foreløbig stopklods i forhold til at få Fælleskøkkenet privatiseret.

