Indtil Sif Bjørnemose Schow var otte år gammel, levede hun et helt almindeligt liv.

»Jeg var glad for at gå i skole, havde de bedste venner og alt det, der fulgte med. Men jeg begyndte at blive syg,« fortæller hun til B.T.

Hun husker mest trætheden, men hun ved, at de voksne også bemærkede, at hun lidt for let fik blå mærker, og at hendes hud var fyldt med røde prikker.

Lægerne talte om kyssesyge, men blodprøver afslørede en langt mere alvorlig virkelighed. Sif havde leukæmi. 

Det betød, at hendes familie skulle indstille sig på 2,5 års kemobehandling, hvor Sif i lange perioder ville være indlagt på Rigshospitalet.

De første måneder var hårde, men en novemberdag i 2015 ændrede slemt til værre.

Mens Sif var indlagt, var hendes mor Sabine Bjørnemose Vedel ved hendes side. Privatfoto.

»Syv måneder inde i mit sygdomsforløb fik jeg hjertestop og var død i 14 minutter.« 

Kun fordi Sif var omgivet af læger, da hendes hjerte stoppede, kunne hun få ilt og den behandling, der reddede hendes liv. Men da hun vågnede, var alt forandret:

»Jeg var blind, lam og kunne ikke tale. Det liv, jeg kendte, fandtes ikke længere. Jeg skulle begynde helt forfra,« skriver hun i sin nye bog 'Never look back – De kalder mig et mirakel'.

'De' er lægerne. Og bogen har hun skrevet, dels for at hjælpe andre alvorligt syge til at tro på livet – også når det ser sortest ud – og dels som en opmuntring til andre unge, der 'ikke passer ind i samfundets kasser'. 

I dag er det ni år siden, at Sif Bjørnmose Schow blev rask. Som 19-årig ligner hun mange andre unge kvinder, men hendes krop har taget skade af det voldsomme sygdomsforløb.

»Jeg lever stadig med følgerne af det, der skete. Men jeg gør, hvad jeg kan, for at den tid i mit liv ikke bliver det, der definerer mig i dag,« siger hun.

Et par måneder efter hjertestoppet – da 2016 begyndte – var store dele af Sifs krop stadig lammet. Hun var blind og sad i kørestol. Men der var fremskridt.

For Sifs mor, Sabine Bjørnemose Vedel, var det stort, da datteren igen kunne holde sit hoved selv, da hun begyndte at bevæge sine arme, og da hun første gang kunne blinke og grine.

I de 2,5 år, hvor Sif fik kemobehandling på Rigshospitalet, var hun omgivet af sin familie. Her er det hendes mor Sabine, hendes mors kæreste Ulrik og Sifs to papsøskende. Privatfoto.

For alt var tegn på, at Sifs hjerne og krop begyndte at danne nye forbindelser. 

For at stimulere genopbygningen søgte Sifs voksne hjælp. Først og fremmest hos lægerne og i medicinen, men de brugte også alternativ behandling. Blandt meget andet fik Sif kropsterapi, musikterapi og rideterapi.

Alt handlede om at styrke hendes krop og hjerne, at vække gamle forbindelser og skabe nye.

Men ved siden af genoptræningen efter hjertestoppet, skulle Sif færdiggøre kemoterapien. 50 gange på 2,5 år blev hun lagt i narkose og fik mange gange kemo direkte i rygmarven.

Da hun efter den sidste dosis kemoterapi endelig kunne tage afsked med Rigshospitalet, var der meget, hun var gået glip af.

»For eksempel en barndom. Mens jeg var syg, legede mine venner, men da jeg var rask og igen kunne begynde at lege, var alle mine venner stoppet med det.«

Efter sygdommen var det derfor ikke kun Sifs krop og hjerne, der skulle genoptrænes. Hun skulle også finde noget, der kunne skabe glæde og fællesskab i hendes liv.

Før hun blev syg, elskede Sif heste, så selvom det var svært, begyndte hun i 2017 at ride.

Det har været en lang kamp for Sif at vende tilbage til livet, som hun kendte det. Men hendes voksne opgav aldrig håbet. Her er Sif med sin mor Sabine.  Privatfoto.

»Jeg faldt af over 100 gange på de mest mærkelige måder. I starten var min balance så dårlig, at jeg røg af, hvis hesten ville græsse,« griner hun.

Men hver gang satte hun sig op igen. For de gange, hun holdt sig i sadlen, gav hende en helt uvurderlig følelse:

»Jeg elskede at ride i fuld galop. Elskede følelsen af, at der ikke var grænser omkring mig, men at jeg kunne flyve – og var fri.«

Mest elskede hun springridning.

»Selvfølgelig har jeg lavet sjove ting på banen, når jeg tog et spring bagfra eller tog det samme to gange. Men for hver gang jeg øvede en bane, kunne jeg huske mere og mere.«

Indimellem kan hun stadig føle, at hendes liv har stået stille, mens de andres fortsatte. Sidst hun stødte på følelsen var i sommer, hvor mange af hendes gamle kammerater blev færdige med gymnasiet. 

»Mange er blevet studenter eller bliver det til sommer. Det er o.k., jeg bliver ikke ked af det, men jeg har ikke kunnet nå at komme med.«

Sif har brug for mere tid til at lære nyt og er tvunget til at økonomisere med sine kræfter. Indtil nu har hun færdiggjort to fag fra folkeskolen.

Efter folkeskolen flyttede Sif et par år til Grønland, hvor hun boede sammen med sin mor og hendes kæreste Ulrik. Men i dag er hun flyttet tilbage til Danmark og bor for sig selv i Esbjerg. Privatfoto.

Til gengæld er hun flyttet hjemmefra, har taget kørekort og nu har hun skrevet sin bog.

Lige nu er livet fyldt af veninder, hendes kæreste og et job i Normal, som hun er glad for. 

Men mens kammeraterne lægger planer for uddannelser og voksenlivet, ved Sif Bjørnemose Skov, at hendes bane bliver anderledes. 

Hun bliver nødt til at finde sin egen vej, men hun ved, at hun nok skal nå frem. For hun har overlevet noget, der er meget værre, og som fik lægerne til at kalde hende 'et mirakel'. 

»At jeg er blevet et helt normalt velfungerende menneske igen. Dét, synes jeg, er et mirakel.«