Seks danske børn går måske lige nu rundt med kræft i kroppen.

Uden at vide det.

Det skriver DR.

De seks er alle børn af sæddonoren med kaldenavnet Kjeld, der for to et halvt år siden fik konstateret en alvorlig genfejl i en del af sin sæd.

Børnene skal derfor tilbydes en gentest, men seks af dem har endnu ikke opsøgt en genetisk afdeling herhjemme.

Det bekymrer Karin Wadt, der er overlæge i klinisk genetik på Rigshospitalet.

Til mediet siger hun:

»De har i givet fald en meget høj risiko for at udvikle kræft. Hvis man ikke kender den risiko, er det sandsynligt, at kræften først bliver diagnosticeret, når den er mere alvorlig og mere fremskreden. Og så er prognosen dårligere.«

I alt 44 danske børn er blevet til med hjælp af donorens sæd. 

I kampen mod uret har Styrelsen for Patientsikkerhed for alvor kastet sig ind i jagten på de sidste seks børn.

Man har blandt andet bedt de genetiske afdelinger om oplysninger for at finde de børn, der ikke er blevet testet.