Om få dage kan du blive vidne til et særligt fænomen over Danmark.

Onsdag den 12. august vil himlen blive mørkere og temperaturen køligere, når månen mellem klokken 19:10 og 20:56 vil dække op mod 85 procent af solen, og skabe delvis solformørkelse.

Det er en begivenhed, der først vil gentage sig om 22 år, så der er god grund til at gå ud og se nærmere på det.

Men pas på øjnene.

»Ved en solformørkelse skinner solen mindre skarpt, og det kan være fristende at kigge direkte på solen, men det kan i værste fald give permanente øjenskader,« siger optisk ekspert hos Louis Nielsen, Pernille Lindhardt Steiness.

Yousif Subhi, der er professor i øjensygdomme ved Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet (SDU), har overfor Videnskab.dk forklaret, hvorfor øjnene er udsat.

Normalt vil konsekvensen af at kigge direkte mod solen kunne være, at nethinden bliver forbrændt. Men under en solformørkelse, hvor månen dækker det meste af solen, og det bliver mørkt, vil øjets pupil udvide sig. Og dét øger risikoen for øjenskader.

»Den udvidede pupil lukker mere lys ind på nethinden. Det snyder folk, og derfor har solformørkelser givet flere tilfælde af solar retinopati (skader på nethinden, red.),« forklarer Yousif Subhi.

Almindelige solbriller med uv-filter beskytter ikke øjnene mod strålerne. 

Det hjælper ikke at tage flere par solbriller udenpå hinanden, ligesom det ikke beskytter dine øjne at kigge direkte på solen igennem et kamera, en kikkert eller et teleskop, hvis ikke de har et specielt solfilter, lyder advarslen.

Vil du kunne se solformørkelsen sikkert, skal du have særlige solformørkelsesbriller, der filtrerer mere end 99,999 procent af sollyset og blokerer ikke kun for uv-stråling, men også en stor del af den infrarøde stråling. 

Pernille Lindhardt Steiness advarer om, at børn er særligt udsatte.

»Børn, der ikke tænker over det, kan finde på at kigge direkte på solen af sund nysgerrighed og ikke forstå, at det kan skade øjnene. Derfor er det vigtigt, at forældre og lærere taler med børnene om det på forhånd og sørger for, at de har de rigtige briller på, hvis de skal ud at se formørkelsen,« siger hun.

Over hele landet er der gratis arrangementer, hvor solformørkelsen kan opleves med de beskyttende solformørkelsesbriller. Find et sted i nærheden af dig ved at klikke på linket her.