Hormonsygdom gør det svært for kvinder at blive gravide. 

Nu viser ny forskning viser, at den også øger kvinders risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Et studie af 127.000 kvinder afslører, at hormonsygdommen polycystisk ovariesyndrom (PCOS) er forbundet med en forhøjet risiko for blodpropper og hjerte-kar-sygdomme.

Det gælder selv for kvinder, der er normalvægtige og som ikke har type 2-diabetes, skriver ScienceNews.dk.

Læger fra Finland, Sverige og Danmark har fulgt kvinderne, der ved studiets start i gennemsnit var 28–29 år gamle. 

I de otte til 10 år, forskerne fulgte kvinderne, blev alle tilfælde af akutte blodpropper i hjerte, lunger eller ben, slagtilfælde, hjertesvigt eller død hos forsøgsdeltagerne registreret. 

Da forskerne efterfølgende sammenlignede tallene så de, at kvinder med PCOS havde næsten 30 procent højere risiko for at få en hjerte-kar-sygdom end kvinder uden PCOS. 

Det svarer til, at hvis 10 kvinder uden sygdommen får hjertekar-problemer, så gælder det samme for 13 kvinder med PCOS.

Dét kræver ifølge forskerne handling. 

De mener derfor, at kvinder med PCOS systematisk bør få tjekket deres hjerter.

»Blodtryk, kolesterol og blodsukker bør tjekkes systematisk hos kvinder med PCOS også hos de normalvægtige,« siger Dorte Glintborg, der er speciallæge i endokrinologi ved Odense Universitetshospital og klinisk professor ved Syddansk Universitet. 

Sundhedsstyrelsen anslår, at 15 procent af alle kvinder i den fødedygtige alder har sygdommen.

Ofte har kvinder med PCOS et højere BMI og udvikler hyppigere end andre type 2-diabetes. Det alene øger risikoen for hjerteproblemer, derfor er det vigtigt at bemærke, at risikoen også er øget hos normalvægtige kvinder med PCOS. 

Det tyder på, at det er sygdommen selv og ikke følgetilstandene, der øger kvindernes risiko for at få blodpropper.

PCOS bliver ofte opdaget hos kvinder i den fødedygtige alder, der enten har problemer med uregelmæssige menstruationer, øget hårvækst, bumser og fedtet hud, eller kvinder, der har svært ved at blive gravide. 

En forklaringen på symptomerne kan være, at sygdommen giver forhøjede niveauer af mandlige kønshormoner. 

Men et forhøjet testosteronniveau ser altså også ud til at påvirke blodkarrene og øge belastningen af hjertet.