Hvor mange gange tjekker du, om komfuret er slukket, vinduet lukket - eller om du har vasket hænderne godt nok?

Lige i det du drejer nøglen om for at låse døren, bliver du i tvivl: Slukkede du nu også for komfuret? Ind igen og se. Jo, det er slukket. Ud igen, nøglen i låsen og afsted. Men på vej ned ad trapperne bliver du igen i tvivl. Virkede kogepladen ikke lidt varm? Jo, det gjorde den! Du vender rundt på hælen, suser op af trapperne, ind af døren og hen at tjekke. Nej. Den var sørme slukket.

Læs også: "Hjælp, jeg er konstant bange for, at jeg har overset noget"

Mange kender følelsen af, at man liiiige skal tjekke en ekstra gang, om døren er låst, komfuret slukket, eller om man nu huskede at lukke vinduet i børneværelset. Og det er helt normalt, at man bliver i tvivl, og skal tjekke tingene én gang til. Eller to. Men skal du tjekke mange gange, eller måske lukke og åbne døren et bestemt antal gange bagefter, så kan det være tegn på en tvangshandling som ved lidelsen OCD.

Læs også: Når sund fornuft bliver sygelig

Tegn på OCD

Det kan være svært at skelne mellem, om frygten for, at noget skal gå galt, er begrundet, eller om den er sygelig. Men der er  nogle tegn, der kan pejle dig i retning af, om dine tanker er på vej til at gøre dig syg. Det kan for eksempel være, hvis:

  • du udfører handlingerne af frygt for, at du selv eller en, du holder af, kan komme til skade.
  • du  vil gøre tingene 'perfekt', 'korrekt' eller til det 'føles rigtigt'.
  • handlingerne kommer ud af kontrol og styrer din adfærd
  • du har svært ved at passe din skole eller dit arbejde på grund af dine tanker eller handlinger
  • du isolerer dig og undgår at være sammen med familie og venner
  • handlingerne tager længere og længere tid at udføre, måske flere timer
  • du selv er klar over, at handlingerne er meningsløse og ubehagelige, men du alligevel ikke kan stoppe dem
  • du skammer dig over dine tanker, og derfor har ikke lyst til at søge hjælp hos din familie eller læge

Læs mere: OCD - normalt eller en sygdom?

Griber voldsomt ind i hverdagen

OCD er en forkortelse af betegnelsen obsessive compulsive behavior, som viser sig ved tvangshandlinger og tvangstanker, som kan være meget ødelæggende for ens dagligdag. For de fleste starter OCD med tvangstanker som frygten for, at der skal ske noget alvorligt med en selv eller nogen, man holder af.  For at holde tankerne på afstand opstår tvangshandlingerne. Man har det typisk sådan, at hvis man ikke gør noget 'korrekt', 'perfekt' eller på en bestemt måde, så går det galt.

Nogle har faste ritualer, de skal igennem hver dag, andre samler på ting, udfører særlige bevægelser eller tæller alt muligt forskelligt. Når man udfører handlingerne, vil man ofte føle en kort lettelse, fordi angsten umiddelbart bliver lettet lidt. Men følelsen varer kun kort, fordi angsten vender tilbage.

Op mod 100.000 danskere lider af OCD, og man mener, at endnu flere går rundt med symptomer, som de ikke har talt med lægen om. Både mænd og kvinder får OCD, og de fleste bliver ramt af sygdommen som barn eller ung. Nogle endda før de begynder at gå i skole. OCD kan behandles med medicin og adfærdsterapi, men det tager ofte lang tid, fordi de indgroede vaner skal ændres. Hvis man tænker, at man er blevet fanget i tvangshandlinger og tvangstanker, så start med at tage en snak med lægen eller en anden, der kan hjælpe dig og som du har tillid til. Lad være med at tro, at du selv kan klare det, eller at du har styr på det. For første skridt på vejen ud af et dårligt mønster er at dele dine tanker og din frygt med nogen.

Læs mere om OCD og behandlingen af det på Netdoktor.dk