Gode råd til, hvordan du slipper helskindet fra julefrokosten.

Julefrokosten er fest, farver og snaps i rigelige mængder. Men på bunden af glasset lurer pinlig opførsel, upassende tilnærmelser og ubærlige tømmermænd. Her er guiden til, hvordan du kommer helskindet igennem julefrokosten, uden at sætte din ære eller dit job på spil.

- Dét, vi jo alle sammen gerne vil, er at ramme det niveau, hvor man er sofistikeret snalret, men ikke så fuld, at man gør og siger ting, man ikke havde gjort i ædru tilstand.

Men det er meget svært at ramme den balance, siger alkoholforsker Janne Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed.

Hun råder derfor til, at man vender blikket indad for at finde ud af, hvordan det går, inden man kaster sig ud i snapseorgiet med kollegerne. Det er nemlig bedst, hvis humøret passer til promillen.

Stress udgør en risiko

- Det siges jo, at den sindsstemning, man har, bliver forstærket, når man drikker alkohol.

For mange er december en stresset måned, og så er man i større risiko for at havne i den slags brandert, man ikke har lyst til at være i. Derfor bør man begynde langsomt og bruge tid på at falde til ro, inden man går i gang med at drikke alkohol, siger Janne Tolstrup.

Og så er der visse absolutte 'no-go’s', når firmajulefrokosten står for døren, forklarer erhvervspsykolog Majken Matzau:

- Dét, jeg oftest hører om går galt til julefrokosten, er, at chefen bliver alt for fuld. Det er både undergravende for chefens autoritet og troværdighed, og så er det hamrende uprofessionelt. Det kan siges meget enkelt: Hvis man er leder, skal man bare ikke drikke sig fuld sammen med sine medarbejdere, siger Majken Matzau og fortsætter:

Kaktuspillen tvivlsom

- Hvis man som medarbejder skal ud at give den gas, så overvej, om man har nogle spændinger med kolleger eller andre uafklarede forhold. Ellers kommer tingene på bordet, når alkoholen går ind og hæmningerne forsvinder.

Når først alkoholen er indenbords, er der desværre ikke megen hjælp at hente.

Ifølge Janne Tolstrup har den omdiskuterede kaktus-pille, der markedsføres som et vidundermiddel mod tømmermænd, ikke nogen dokumenteret effekt overhovedet.