Selv mennesker, der har været døde i 6 timer, kan blive reddet, hvis de er døde af nedkøling, viser et nyt studie.

Nedkølede døde mennesker, der ikke trækker vejret eller har nogen puls, skal ikke erklæres døde, før de er blevet varmet op til normal kropstemperatur. De kan nemlig stadig reddes.

Det fortæller læge Jonas Hilmo, som for nylig publicerede et studie om overlevelsesmuligheder ved nedkøling, som går under fagtermet hypotermi. Studiet er udført sammen med Torvind Næsheim og Mads Gilbert ved Universitetssygehuset i Nordnorge (UNN), skriver Videnskab.dk.

Forskerne har kigget på alle UNN's hypotermipatienter fra 1985 til juni 2013. Tilsammen var der 34 personer, som havde en kropstemperatur på under 35 grader. Der var tale om alt fra bådulykker til skiulykker.

»Man har ikke vidst ret meget om denne patientgruppe og ikke kunnet forudse, hvem der ville overleve, og hvem der ville dø,« fortæller Jonas Hilmo.

Læs også hos Videnskab.dk: 7 gode råd: Sådan klarer du kulden

Jonas Hilmos opdagelser er temmelig overraskende, for selv nedkølede personer, som var druknet på havet, blev reddet af lægerne på UNN.

»Er du afkølet, før du bliver kvalt i sne eller vand, har det ikke nogen betydning for muligheden for at overleve,« siger Jonas Hilmo.

Det afgørende er nemlig saltindholdet i patientens celler – kaliumkoncentrationen. Hvis niveauet er på over 12 millimol per liter, er celleskaden så omfattende, at patienten ikke står til at redde. Ingen patienter med værdier over 12 overlevede i Jonas Hilmos studie. Ligger niveauet under denne grænse, står patienterne til gengæld til at redde:

»Selv de, der har været døde i 5-6 timer kan overleve,« siger Jonas Hilmo, som mener, at det er etisk korrekt at satse på denne patientgruppe.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvordan kan man overleve ekstrem nedkøling?

Man må ikke afslutte den livreddende behandling, før patienten er varmet op og stadig er død. Han mener ikke, at det har nogen betydning, om patienten har en kropstemperatur på 15 grader eller 25 grader. De kan fortsat reddes.

»30 procent af patienterne i studiet overlevede, og det går dem rigtig godt i dag.«

Det viser sig også, at afstanden til sygehuset i tid og kilometer ikke har nogen indvirkning på overlevelsesmulighederne.

Verdensrekorden for at genoplive en hypotermipatient blev sat hos UNN i 1999. Den kvindelige patient havde en kropstemperatur på 13,7 grader. Hun lever i dag i bedste velgående.

Men hvordan er det overhovedet muligt at overleve, når hjertet ikke pumper blod ud i kroppen i flere timer? Det har Jonas Hilmo svaret på:

Læs også hos Videnskab.dk: Bliver man forkølet af at fryse?

»Når kroppen køles ned, nedsættes behovet for oxygen, hvilket gør, at hjernen beskyttes. Man kan godt få et nedkølet hjerte til at slå, og så vil kroppen komme sig igen. Derimod er det kritisk, hvis patienten har en blødning. Man bløder mere, når man er nedkølet, da blod har sværere ved at størkne, når det bliver koldt.«

Med en viden om, at nedkølede døde patienter faktisk har gode overlevelseschancer, opfordrer Jonas Hilmo folk til at starte livredning, uanset hvad.

»Hvis personen, du finder, trækker vejret eller har en puls, så skal du påbegynde hjerte- og lungeførstehjælp. Uafbrudt. Helt ind til hjælpen når frem. Med den rigtige behandling har børn overlevet over en time i iskoldt vand, uden at hjernen har taget nævneværdig skade,« oplyser akutlæge og hypotermiforsker ved UiT Ole Magnus Filseth.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Forskere: Fingre afslører længden på penis

Se smukke billeder af Grønlands dyr