Af Kirsti Sørensen, Netdoktor Redaktionen

Kvindelige rygere har markant større risiko for at få en blodprop i hjertet end kvinder, der aldrig har røget, viser ny forskning. Kvinderne ved slet ikke, hvor skadelig rygning faktisk er, advarer eksperter.

Det er farligt for kvinder i alderen 40-49 år at ryge. Det er måske ikke ny viden for de fleste, men nu ser det ud til, at kvindelige rygere har hele 8,5 gange større risiko for at få en blodprop i hjertet end jævnaldrende kvinder, der aldrig har røget. Det viser et nyt studie, som er offentliggjort i American Journal of Public Health.

88 % af alle tilfælde af hjertekarsygdom blandt kvinder i 40-49 års-alderen skyldes rygning. For mænd i samme aldersgruppe er det 79 %, og for mænd i aldersgruppen 50-59 år var tallet 56 % sammenholdt med 81 % blandt kvinderne.

Er du i tvivl, om du skal holde op med ryge? Se, om du bliver motiveret her

Danske kvinder ved ikke, at rygning er det, der skader hjertet allermest, men det har Hjerteforeningen fundet ud af i forbindelse med kampagnen ‘Elsk hjertet’, hvor de har spurgt danske kvinder om deres syn på hjertesygdomme. 44 % vidste ikke, at rygning er en af de tre største risikofaktorer.

Det ærgrer mig, at der fortsat er så stor uvidenhed blandt de danske kvinder om rygningens effekt på deres hjerte. ‘Elsk hjertet’-kampagnen er et opråb til alle danske kvinder om, at de skal passe godt på deres hjerter. Den allernemmeste måde at gøre det på er for rygerne at kvitte cigaretterne og for ikke-rygerne at lade dem blive på supermarkedshylden, afslutter Inge Vestbo fra Hjerteforeningen.

En kvindelig ryger forkorter i gennemsnit sit liv med 10,4 år i forhold til en, der aldrig har røget. Og alene 3-5 cigaretter om dagen fordobler en kvindes risiko for at få en blodprop i hjertet.

Se mere: Sådan kommer du igennem de første 90 dage af dit rygestop