Professor slår alarm: Danmark topper trist statistik
»Vi danskere tror altid, at vi er foran andre lande på alle punkter, når det handler om sundhed og sygdom. Det er vi også. Bare på den helt forkerte måde.«

»Vi danskere tror altid, at vi er foran andre lande på alle punkter, når det handler om sundhed og sygdom. Det er vi også. Bare på den helt forkerte måde.«

Der er postet milliarder og atter milliarder i behandlingen af kræft her i Danmark.
Danmark er da også i førerfeltet, når det kommer til den frygtede sygdom – men på den helt forkerte måde.
Af alle de 38 medlemslande i samarbejdsorganisationen OECD er der kun to lande, hvor flere får kræft end her i Danmark.
»Vi danskere tror altid, at vi er foran andre lande på alle punkter, når det handler om sundhed og sygdom. Det er vi også. Bare på den helt forkerte måde«, siger professor emeritus i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard til Politiken.
OECDs medlemmer er fra den udviklede del af verden, som vi normalt sammenligner os med, så derfor er læsningen af organisationens seneste rapport 'Health at a Glance 2025' dyster læsning set med danske øjne:
Kun i New Zealand og Australien får flere kræft end her i landet – og det skyldes den store fremkomst af hudkræft i de to lande. Hudkræft er vel at mærke en af de mildeste kræftformer, hvor langt størstedelen af de diagnosticerede bliver helbredt.
Det står også skidt til med dødeligheden.
Kun i syv af de 38 OECD-lande dør flere af kræft end her i Danmark.
Det er en medvirkende årsag til, at vi danskere i gennemsnit lever kortere end befolkningen i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med.
I Danmark er den forventede levealder for et nyfødt spædbarn 82 år. Det er lavere end i lande som Portugal, Spanien, Italien – og samtlige andre nordiske lande.