Når der er kød på gaflen, handler det først og fremmest om, hvorvidt du spiser alene eller sammen med andre.
Det skriver Copenhagen Business School i en pressemeddelelse om et nyt studie, der omhandler madvaner.
Ifølge undersøgelsen havde faktorer som alder, køn og indkomst ingen betydning for valget.
»Resultatet viser, at det først og fremmest er den sociale situation, vi befinder os i under måltidet, der afgør, om vi spiser kød. Og det kom nok lidt bag på os,« fortæller den tyske gæsteprofessor Wencke Gwozdz, som var en del af forskerholdet.
I studiet indgik 230 deltagere, der tilsammen registrerede 2461 måltider.
Resultaterne viser, at der er større sandsynlighed for rodfrugter og rucola, når man spiser alene, mens der oftere bliver serveret bøf eller bolognese, når flere sidder omkring bordet.
Den tyske professor peger på, at valget af kød skyldes, at det er det forventelige og trygge valg i sociale sammenhænge.
Derfor har personer, der ofte spiser sammen med andre, også et højere kødforbrug end dem, der oftere spiser alene.
Wencke Gwozdz understreger, at forskerholdet vil fortsætte med yderligere målinger for at skabe endnu større viden om madvaner.
