Lige nu er hele verdens opmærksomhed rettet mod krydstogtsskibet MV Hondius, hvor tre passagerer er døde, efter de var blevet smittet med hantavirus.

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, fortæller, at det er en grum død, der rammer en stor del af de smittede med den variant af hantavirus, der har spredt sig på skibet.

Her ses det hollandske krydstogtsskib MV Hondius alles øjne lige nu er rettet imod. 
Her ses det hollandske krydstogtsskib MV Hondius alles øjne lige nu er rettet imod.  Foto: Danilson Sequeira/Reuters/Ritzau Scanpix

På fagsprog hedder det Andes-varianten. 

»Når folk klinisk får diagnosen er dødeligheden op til 40 procent for Andes-varianten af hantavirus,« siger professoren. 

Udover at det er en meget høj dødelighed, er det en frygtelig død, der venter tæt på halvdelen af de smittede med den her variant af virussen. 

Altså en regulær skrækvirus.

»Det, der sker ved de her sygdomme, er, at blodkarrenes integritet nedbrydes, så væske begynder at blive lækket fra dem,« siger Allan Randrup Thomsen.

Man drukner internt i kroppen
Når væsken fra blodkarrene i lungerne begynder at lække, er der en stor risiko for, at den smittede reelt går en druknedød i møde.

»Hvis væske lækkes ud af blodkarrene i lungerne, så får man vand i lungerne og i lungehulerne, og de to ting tilsammen gør, at det bliver meget svært at trække vejret,« siger han og tilføjer:

»Man udsættes for en form for intern drukning, hvis man kan sige det sådan,« 

Det lyder voldsomt ubehageligt at dø på den måde...

»Det er det også. Bortset fra at man i mange tilfælde hurtigt bliver meget omtåget, da mangel på ilt gør, at man får en meget svækket bevidsthed,« siger professoren og nævner, hvordan han selv ville have det som smittet.

»Hvis jeg fik at vide, at jeg var smittet  af den her variant af hantavirus, så ville jeg være meget bekymret, for konsekvenserne kan være meget alvorlige.«

Som særlig svær corona
Langt de fleste danskere lærte Allan Randrup Thomsen at kende under coronakrisen for omkring fem år siden, hvor han igen og igen var i fjernsynet.  

Og han kan godt se en lighed mellem den her variant af hantavirus og så de værste tilfælde af coronavirus. 

Den behandling, der i cirka 60 procent af tilfældene kan redde smittede mennesker, er, at man kan lægge dem i respirator og i nogle tilfælde lave iltning af blodet uden for kroppen i en hjerte-lungemaskine, og så kan man trække nogen patienter igennem det,« siger han og tilføjer:

»Det så man også i svære tilfælde af coronavirussen.«

Både Allan Randrup Thomsen og andre viruseksperter slår dog fast, at man ikke skal gå rundt og frygte, at der kommer en egentlig pandemi, hvor en stor del af danskerne får den frygtede variant af hantavirus.

»Det er der intet, der tyder på,« siger professoren.