Professor advarer: Larven fra helvede spredes gennem luften
Odense Kommune fraråder nu al færdsel i de områder, hvor egeproccessionsspinderen har slået sig ned i stort tal.

Odense Kommune fraråder nu al færdsel i de områder, hvor egeproccessionsspinderen har slået sig ned i stort tal.

Larven fra helvede er en plage.
Det ved Irene Ø. Bruun-Schmidt og hendes søn. Begge har fået udslæt over hele kroppen på grund af larven og senest har hun også fået irritation i øjet.
»Det er virkeligt ubehageligt. Jeg har fået omkring 50 knopper, og min søn har 100,« siger hun til B.T.
Ifølge Carsten Bindslev-Jensen, der er professor og overlæge på Allergicentret på Odense Universitets Hospital skyldes problemerne larvens hår:
»Det ser ud til, at hårene er luftbårne og smitter gennem luften. Det er beskrevet i Tyskland, hvor man har kendt larverne længe,« siger han og fastslår:
»Alle kan få en reaktion.«

Reaktionen skyldes ikke allergi, men derimod at man bliver ramt af de hår, der dækker larven, der også er kendt som egeproccesionsspinderen.
De giftige larver, der bor i egetræer, har hærget på Fyn siden 2024, men er nu også konstateret ét sted på Sjælland og to steder i Jylland.
Men som Carsten Bindslev-Jensen siger:
»De kommer alle steder, det er der ingen tvivl om.«
I Odense, hvor larverne holder til langs en populær cykelsti, har kommunen i år afsat mellem 500.000 og 700.000 kroner til bekæmpelse af problemet.
En larve har cirka 60.000 brændhår, der falder af, når den skifter hud. Egeprocessionsspinder gennemgår seks larvestadier, inden den bliver til en natsommerfugl.
Ifølge Carsten Bindslev-Jensen hører brændhårene til i de sidste stadier.
»Brandhårene indeholder giftstoffet thaumetopoein. Når hårene frigives sætter de sig i huden på folk og virker som en brændenælde. Hårene er som en lille bajonet, der borer sig ind og får hudens mastceller til at frigive histamin, så man får udslæt,« forklarer han:
»Det klør ad helvede til. Lige syd for Odense en meget stor cykelsti. Kommer man blæsende der, kan man være i risiko,« siger Carsten Bindslev-Jensen.
Og altså ikke bare for at få hududslæt:
»Det store problem er, at der kan være risiko for luftvejsproblemer. Vi har endnu ikke set nogle herhjemme, men det er beskrevet af tyske læger.«

Professorens mistanke underbygges af et nyt opslag fra Odense Kommune:
'Der kan ligeledes forekomme øjen- og luftvejsirritation, og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær', skriver kommunen og kommer med en direkte advarsel:
‘Vi fraråder al færdsel på cykelsti og fortov på Niels Bohrs Alle på strækningen mellem Munkebjergvej og Ørbækvej, samt cykelsti og fortov i nordgående retning på Ørbækvej på strækningen mellem Niels Bohrs Alle og Munkerisvej.’
Bliver man ramt af de generende hår, anbefaler Carsten Bindslev-Jensen at reagere hurtigt:
»Fjern synlige brændhår med tape eller engangsvaskeklude og vask det angrebne område med vand og sæbe. Eller brug eventuelt en pincet. Det værste er at få dem i øjnene.«
Sker det, anbefaler han at skylle øjnene med saltvand og kontakte sin læge.
Har man været uheldig og fået udslettet, kan man prøve at behandle det med kløestillende midler:
»Vi ved, at binyrebarkhormon virker og antihistamin burde også virke,« siger han.