Du scroller på nettet, og før du ved af det, dukker den ene video efter den anden op, som alle sammen med lover vægttab og fedmeoperationer.

Men mange af dem burde slet ikke eksistere.

Det afslører P1 Morgen, som har fundet 60 ulovlige reklamefilm. Ikke kun fra halvskumle baggårdsklinikker, men også fra nogle af landets største privathospitaler.

Blandt synderne er Aleris, som kalder sig ‘Danmarks største private sundhedsfirma’. Også Privathospitalet Mølholm, som ejes af Lego-familien, erkender lovbruddet, mens Fit for Livet og Rinnovo Clinic også har tvivlsomme vidoer.

Alle er de skyldige i 'omfattende lovbrud', fastslår tre eksperter over for DR, da firmaerne markedsfører fedmeoperationer med reklamefilm på sociale medier.

Advokat og ekspert i markedsføringsret, Heidi Højmark Helveg, siger det ligeud:

»Grunden til, det er forbudt, er, at man som forbruger risikerer at købe noget, man enten ikke har brug for eller råd til,« siger hun til DR og peger på, at »der er en risiko for overbehandling.«

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der skal føre tilsyn. Men vicedirektør Birgitte Drewes erkender, at opgaven er enorm, og man derfor baserer meget af sit arbejde på konkrete indberetninger om virksomheder, der laver ulovlig markedsføring.

Men det er langt fra godt nok, mener Mona Ebdrup fra Landsforeningen for Vægtneutral Sundhed:

»Hvis der ikke er større konsekvenser, gør virksomhederne det bare igen efter et halvt eller et helt år,« siger hun til P1.

Og hun har en pointe. Aleris blev allerede i 2023 gjort opmærksom på lovbruddet, men alligevel kunne DR finde fire ulovlige videoer fra i år.

Ingen af hospitalerne har ønsket at stille op til interview med P1, men Aleris og Privathospitalet Mølholm lover at fjerne deres ulovlige videoer.