Det har høstet fine arkitekturpriser, men det nye psykiatriske sygehus i Aabenraa får nu massiv kritik af patienterne.

Hospitalet egner sig simpelthen ikke til behandling af svært psykisk syge, lyder kritikken af hospitalet, der blev taget i brug i 2015.

Det skriver Ugeskrift for Læger.

Det er blandet andet de mange store glasfacader i byggeriet samt dets store åbne trappeskakter og gangbroer, der giver udfordringer.

Overlæge på børne- og ungeafdelingen, Klaus Müller-Nielsen bekræfter, at det har givet problemer, at man man let kan kigge ind.

»Glasvæggene inde i personalestuen gjorde desuden, at man følte sig lidt som i et akvarie. Det har vi måttet lave om til et front office, hvor patienter og personale kan mødes på lige fod,« siger han til fagbladet.

Også næstformanden for de psykisk syges patientforening, Sind, Kristian Bennedsen, er kritisk over for byggeriet, der giver patienter på en afdeling mulighed for at følge med, hvis der opstår en voldsom situation på en anden afdeling.

Også på det nye psykiatriske sygehus i Slagelse er der meldinger om store gener med indkig, og landsforeningen Sind er bekymret for, at også det nye psykiatriske afsnit på Aarhus Universitetshospital vil få samme udfordringer.

Det nye psykiatriske hospital i Aabenraa kostede 448 millioner kroner at opføre og er siden indvidelsen blandt andet belønnet med Design & Health International Academy Awards i kategorien ’Mental Health Project’.