Hver dag ryger Peter Langwithz Smith lidt over 20 Kings-cigaretter uden filter.
Den usunde vane fortsætter den 81-årige forfatter med, koste hvad det vil.
»Ved du hvad, jeg blev 80 sidste år, og jeg har røget, siden jeg var 15. Så den sidste fornøjelse, jeg har på denne side af lortelivet, den giver jeg ikke fra mig,« siger han.
Det på trods af, at rygning er den største årsag til lungekræft – en grum lidelse, som Kræftens Bekæmpelse ønsker at dæmme op for ved at hæve prisen på en pakke cigaretter til 120 kroner.
Tanken er, at det skal bremse flere unge, inden de begynder – og give nuværende rygere en årsag til at stoppe.
»Jeg tror bare ikke, det hjælper,« siger Smith, selv om han dog medgiver, at prisen kan blive en barriere for at nogle unge griber til cigaretterne.
Men han kommer ikke selv til at stoppe.
Er du ked af, at du har røget egentlig?
»Nej, det er jeg ikke. Det eneste, jeg vil sige omkring det, det er: jeg kunne da godt tænke mig engang imellem at ryge lidt mindre. Men altså, at holde helt op, det har jeg ikke lyst til.«
Så du fortryder faktisk ikke, at du startede med at ryge, dengang du var 15?
»Næh. Nej.«
Nu ved vi jo, hvor skadeligt det er, og man kan få lungekræft og sådan noget.
»Jo, men hvad vil du have, jeg skal sige? Jeg har jo åbenbart været heldig, ikke?«
Forfatteren lider i dag ikke synderligt af, at han har røget.
»Næh,« hævder han. »Man kan blive lidt stakåndet engang imellem, ikke?«
Han er heller ikke bange for at få lungekræft, selvom det kan være en ganske ubehagelig sygdom at dø af.
»Nej, altså, den risiko må jeg jo tage med. Jeg er da fuldt bevidst om alle de risici, der er. Det er ikke noget, jeg går og tænker på til hverdag.«
Der er tilsyneladende ingen, der kan nå ind til Smith og få ham til at bryde med sin dårlige vane. Hans læge har sagt, at han burde holde op eller i hvert fald ryge mindre, men efterhånden har hun givet op.
»Det er længe siden; det snakker vi ikke om mere,« fortæller forfatteren, som ikke er decideret imod en forebyggende indsats.
»Det er da fint, hvis det er, man kan få folk til at lade være med at begynde på det. Det er da udmærket. Jeg kan da bare ikke se, at det har så frygtelig meget med mig selv at gøre mere. Det er for sent.«
Lungekræft er en af de mest dødelige af alle kræftsygdommene, og i Danmark har vi længe været europamestre.
En rapport fra 2025 viser, at Danmark stadig har den højeste forekomst og dødelighed af lungekræft i Europa.
5224 danskere bliver hvert år ramt af lungekræft ifølge Kræftens Bekæmpelse, som også skriver, at sygdommen koster 3430 danske liv årligt.

