Anne Egelund var teenager, da hun første gang gik til lægen og klagede over hovedpine. Men først da hun var i midten af 30erne, fik hun en behandling, der bremsede de ‘ustoppelige’ migræneanfald, hun gennem alle årene har haft.
Dén oplevelse er hun langt fra alene om. Op mod en halv million danskere lever med migræne. Lone Marqvard Jensen, som du kan læse om her, er en anden af dem.
Ifølge en tidligere professor i sundhedsøkonomi tager det mange af patienterne fem til ti år, fra de første gang henvender sig til lægen, til de får en behandling, der rent faktisk virker.
»Når der går så lang tid, er løbet kørt på arbejdsmarkedet. Så er patienterne gået ned i tid, eller de er blevet fyret,« siger Lars Ehlers, der i dag er direktør, i det afhængige forsknings- og konsulentfirma Nordic Health Economics.
80 procent af alle migrænepatienter er kvinder. Men en gennemsnitlig alder på 46 år er mange af patienterne midt i deres arbejdsliv.
»Vi skal sikre, at mennesker med migræne får adgang til ny og effektiv behandling, så de kan få et bedre liv og ikke ligge i mørke og isoleret derhjemme på grund af smerter, som faktisk kan mindskes,« siger han.
Ifølge Lars Ehlers er migræne årsag til hele 14 procent af danskernes samlede sygefravær. Hvert år mister samfundet 1,6 milliarder kroner i tabte arbejdsdage - alene på grund af migræne.
En kortere vej til udredning og behandling vil sikre patienterne mod at tabe deres karriere på gulvet, og dét vil spare både patienterne selv og samfundet mange penge.
En ting er, hvad de mange år med jævnlige sygemeldinger koster i kroner og ører, men de koster også livskvalitet – og det er migrænepatienternes helbred, der er på spil.
»Det langvarige behandlingsforløb øger risikoen for, at sygdommen bliver kronisk,« siger forperson for Hovedpineforeningen, Anne Egelund.
Ifølge hende er både diagnostisering og behandling af migræne ineffektivt. Det er der flere grunde til:
»Hovedpine og migræne bliver ofte ikke taget alvorligt, hverken af patienterne eller lægerne. Mange prøver selv at løse problemet med håndkøbsmedicin. Når de endelig går til lægen, bliver de ofte ikke taget alvorligt og bliver måske sendt til fysioterapi.«
Først når det ikke virker, kan lægen sende patienten videre.
»Fra problemet bliver taget alvorligt, til man får den rigtige behandling, kan der gå lang tid. For systemet er langsomt, og mange bliver tabt,« siger Anne Egelund.
Først skal den praktiserende læge henvise til en privatpraktiserende neurolog. Hvis den behandling eller den medicin, neurologen kan udskrive, ikke virker, skal patienten sendes videre til en hovedpineklinik.
»Der kan være lang ventetid til neurologen og bagefter lang ventetid til hovedpineklinikken. Alt i alt er der måske to til tre års ventetid. I den tid kan man nå at blive rigtig dårlig,« siger Anne Egelund.
Når patienterne sidder overfor den privatpraktiserende neurolog, vil de ifølge Anne Egelund sjældent få den bedste medicin med det samme:
»Selvom du er meget syg og dårlig, prøver man først den billigste medicin. Man skal have prøvet forskellige forebyggende præparater, før man kan få anti-CGRP, som er den eneste forebyggende medicin mod migræne.«
Der findes forskellige typer af medicinen, men fælles for dem er, at de blokerer aktiviteten i det center af hjernen, der forbindes med migræne.
»Anti-CGPR er den bedste behandling. Mange har fået et nyt liv efter at have haft kronisk migræne i 30 år, men medicinen virker ikke for alle.«
Anne Egelund vurderer, at medicinen virker for 'halvdelen af patienterne'. Selv er hun ikke en af dem:
Hun fik det først bedre, da hun fik medicinen Triptan, som hun tager, når hun får et migræneanfald.
Uanset om det er den ene eller den anden type af medicin, der virker på den enkelte patient, mener Anne Egelund, at behandlingen trænger til en opstramning.
»Systemet er slet ikke gearet til at være hurtigt og effektivt. Men folk skal have behandling, når de har brug for det og ikke fem år efter, at de har mistet deres tilknytning til arbejdsmarkedet.«
Den pointe støtter Lars Ehlers op om:
»Det er på tide, at vi ser på sundhed som en investering og ikke en udgift, for pengene kommer muligvis mange gange igen – både for patienterne og for samfundet.«