Hjernen kan opfange information, mens du sover, viser ny fransk forskning overraskende.  Men det er ikke lige meget, hvilken søvnfase du befinder dig i.

Hjernen kan faktisk godt lagre ny information, den hører under REM-søvnen, hvor du drømmer. Det viser franske forskere i et nyt studie, skriver Videnskab.dk.

Og mindst lige så overraskende, så bliver informationen i stedet sværere at huske, hvis den kommer under den dybe søvn, fortæller forskerne.

Men inden jublen breder sig på gymnasierne, påpeger forskerne, at det kun er simpel mønstergenkendelse og ikke for eksempel fremmedsprog eller matematik, som forsøgspersonerne lærte under søvnen.

»Man skal huske på, at hvis man lærer eksempelvis nye spanske ord under søvn, ved man ikke, at man har lært dem, og man kan så heller ikke trække dem frem, når man senere forsøger at tale sproget,« fortæller ph.d. Thomas Andrillon fra Laboratoire de Science Cognitives et Psycholinguistique, Frankrig til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Sådan løser du dine søvnproblemer

I det nye studie overvågede forskerne 20 forsøgsdeltagere, mens de sov.

Forsøgsdeltagerne fik påmonteret hjerneskannere, kaldet elektroencephalografi-skannere, for at forskerne kunne måle aktiviteten i forsøgsdeltagernes hjerner.

Forskerne kunne også se, om deltagernes hjerner lagrede den information, som den fik om natten.

Under forsøget kunne forsøgspersonerne genkende mønstre i vilkårlig støj (hvid støj som fra et fjernsyn uden kanaler), hvis de havde hørt mønstrene om natten under såkaldt REM-søvn, hvor hjernen er meget aktiv, og folk drømmer.

Dagen efter kunne forsøgspersonerne meget lettere udenadslære og genkende mønstrene, end hvis de ikke havde hørt dem natten forinden. De kunne med andre ord huske, hvad de havde lært i løbet af natten, mens de sov.

Læs mere på Videnskab.dk: Professorer: Bande-uro kan bremses med åndedrætsøvelser

Til gengæld kunne forskerne også se, at hvis forsøgsdeltagerne havde hørt mønstrene, mens de var i dyb søvn, kunne de ikke genkende dem senere hen.

Faktisk havde forsøgsdeltagerne meget sværere ved overhovedet at indlære mønstrene i den hvide støj, hvis de først var blevet præsenteret for dem, mens de sov tungt. Det var, som om deres hjerner nægtede at lagre informationen.

Det kunne forskerne se på elektroencephalografi-skanningerne af forsøgsdeltagernes hjerner.

»Det her er helt ny viden. Informationer, som hjernen har fået under REM-søvn eller i vågen tilstand, bliver slettet, hvis personer får dem igen under dyb søvn. Det er, som om hjernen sletter dem helt fra hukommelsen. Desuden bliver det sværere at lære dem senere hen,« forklarer Thomas Andrillon til Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk

Verdens største dinosaurus får T. rex til at ligne en dværg

»Det var satans«: Dette smykke kan have tilhørt Blåtands troldkvinde

Nyopdaget fortidsdyr havde numseansigt med kløer