Der er sammenfald mellem familietype og chancen for, at et kræftsygt barn overlever, viser et nyt dansk studie. Børn med enlige forældre og børn med søskende ser ud til at klare sig dårligst.

Når det forfærdelige sker, at et barn rammes af kræft, kommer langt de fleste heldigvis levende gennem sygdomsforløbet. Men nogle gange går det galt, og det kan der være flere grunde til.

Et nyt studie peger på, at det kræftramte barn er mere udsat, hvis mor eller far er alene, eller hvis opmærksomheden skal deles mellem barnet og en eller flere søskende. Det skriver Videnskab.dk.

»Det er vigtigt, at vi får de her tal på bordet. Der er ingen tvivl om, at man gør det bedste, man kan på afdelingerne, men når man kan se de her forskelle, så skal vi diskutere, hvordan vi kan blive endnu bedre og sikre, at der ikke er nogen børn, der falder gennem nettet,« siger seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse Susanne Dalton, der er en af forskerne på studiet.

Studiet er et såkaldt registerstudie, hvor forskerne har taget udgangspunkt i den kræftdatabase, som registrerer alle diagnosticerede i Danmark.

I datasættet optræder alle børn fra 0-19 år, som blev diagnosticeret med kræft i Danmark siden 1990 og frem til 2009.

Forskerne har sammenlignet, hvor længe børnene overlevede med forældrenes uddannelse og indkomst, samt hvordan børnenes familier var bygget op.

Resultaterne viste, at familietypen hang sammen med overlevelsesraten. Det ser nemlig ud til at forstørre risikoen for ikke at overleve kræftforløbet, hvis barnet bor hos en enlig forældre, eller hvis barnet har søskende.

Læs også på Videnskab.dk: Danske forskere har måske fundet behandling mod kræft

Forældrenes indkomst ser ikke ud til i sig selv at have betydning. Det gør længden af moderens uddannelse til gengæld, men det gælder kun hos børn med kræfttumorer i andre organer end hjernen, og sammenhængen er i studiet ikke signifikant.

Den forøgede risiko er ikke stor, men den er alligevel tydelig. Faktisk kan forskerne estimere, hvor mange børn, vi kunne redde, hvis man kunne udrydde risikofaktorerne.

»Det svarer til, at et ekstra barn dør hvert år på grund af en af de her tre faktorer (søskende, enlig forælder eller forældrenes uddannelsesniveau, red.) – det vil sige i alt tre børn per år,« siger Susanne Dalton.

Men selvom studiet antyder ulige chancer for at overleve, viser det ikke, hvad årsagen er til, at nogle familietyper gør det mere risikabelt at være kræftpatient i børneårene. Forskerne bag har dog teorier om, hvad der kan have gjort forskellen.

Læs også på Videnskab.dk: Opsigtvækkende hypotese: Derfor får mennesker kræft

En del af ansvaret overlades nemlig til familierne, når et barn får kræft. Når barnet er udskrevet, men måske stadig er i behandling, skal forældrene sørge for, at deres barn kommer til kontrol på de rigtige tidspunkter og være opmærksom på, hvornår barnet får det dårligt og måske har brug at skifte behandlingsform.

Det er derfor vigtigt, at der handles i tide, og det ansvar kan være hårdt for en familie, der i forvejen er udfordret, fordi deres barn er alvorligt sygt, forklarer Susanne Dalton.

Det kan her være en fordel at være to forældre, der kan støtte hinanden. Det er også en fordel for barnet at få forældrenes udelte opmærksomhed, og det er lettere, hvis man er enebarn.

Læs også på Videnskab.dk: Børn dør af kræft, selvom de kan behandles

Forældrenes uddannelsesniveau kan have en betydning for, hvordan de tolker sundhedsbudskaber, og hvor godt sundhedspersonalet kommunikerer med familien. Særligt kommunikationen er et punkt, hvor lægerne måske vil kunne gøre en endnu større forskel, end de allerede gør, mener Susanne Dalton.

»Familietype er ikke en kæmpe risikofaktor, men det er noget, man skal være opmærksom på. Som sundhedspersonale skal man have i baghovedet, at folk ikke er lige. Det kan man ikke gøre noget ved, men man kan godt gøre noget ved, at de skal have en lige chance,« siger Susanne Dalton.

Steen Rosthøj, som selv er overlæge på det Børneonkologiske afsnit på Aalborg Universitetshospital, er overrasket over resultatet.

»Det er overraskende for os, der behandler børn med cancer, for vi har bildt os ind, at der ikke er forskel på, hvordan de forskellige socialgrupper bliver behandlet,« siger Steen Rosthøj.

Læs også på Videnskab.dk: Cannabis kan dræbe kræftceller og bremse sklerose

Han gør det klart, at det ikke er forældrene, der gør noget forkert – det hele handler om information.

»Vi prøver at skræddersy støtte til de enkelte familier. Nogle har brug for én type støtte, nogle har brug for en anden type støtte. Det, man kan bruge undersøgelsen til, er, at den peger på alenemødre med flere børn som en gruppe, der har brug for endnu mere støtte,« siger Steen Rosthøj.

Selvom studiet ser nærmere på de børn, der ikke kommer levende igennem deres kræftsygdom, er der heldigvis mange børn, som klarer den forfærdelige oplevelse.

»Inden for de seneste årtier er der nærmest sket en revolution inden for overlevelsen inden for børnecancer. Tilbage i 60’erne og 70’erne døde man af børnecancer. I dag er over 80 procent af børnene stadig i live efter fem år,« fortæller Susanne Dalton.

Andre artikler på Videnskab.dk:

'Bør føre til nobelpris': Immunforsvar æder kæmpe kræftsvulst

Melatonins effekt på kræft »næsten for god til at være sand«

2 ud af 3 kræfttyper kan ikke undgås med sund livsstil