Flere end 189.000 overvægtige danskere har det seneste år brugt medicinen, Wegovy, til at tabe sig. Nu er der kommet en ny spiller på banen.
Ifølge et nyt studie sikrer vægttabsmedicinen, Mounjaro, et større vægttab end Wegovy. Dansk læge har et godt råd til Wegovy brugere, der overvejer at skifte medicin.
»Jeg vil anbefale, at man snakker med sin læge om det vægttab, man har haft på Wegovy, og om det, man kunne have haft på Mounjaro. Sammen med lægen må man så overveje, om man skal skifte medicin,« siger Jens Meldgaard Bruun, der er professor på Institut for Klinisk Medicin ved Steno Diabetes Center Aarhus og forsker i overvægt.
Det er halvanden måned siden, at det amerikanske medicinalfirma, Eli Lilly, sendte deres vægttabsmiddel ud på det danske marked. I sidste uge offentliggjorde firmaet så selv et nyt studie, der altså viser, at deres medicin er mere effektiv end den danske konkurrent fra Novo Nordisk.

751 enten svært overvægtige eller overvægtige amerikanere har deltaget i studiet, hvor de to vægttabsmidler er blevet testet op mod hinanden. Konklusionen var klar - som Eli Lilly selv skriver i en pressemeddelelse:
»Zepbound (sælges under navnet Mounjaro i Danmark, red.) gav et 47 procent større relativt vægttab sammenlignet med Wegovy.«
Efter 72 uger viser studiet, at deltagerne på Wegovy havde tabt gennemsnitligt 15 kilo, hvilket svarer til 13,7 procent af deres kropsvægt, mens deltagerne, der fik Mounjaro, havde tabt 22,8 kilo, hvilket i snit svarende til 20,2 procent af deres kropsvægt.
Endnu er studiet ikke offentliggjort i et uafhængigt lægefagligt tidsskrift, men ifølge Jens Meldgaard Bruun kan man godt stole på resultatet.
»Studier, som direkte sammenligner to lægemidler, er bare i orden. Resultaterne stemmer i øvrigt overens med, at det for nogle år siden i et andet studie blev vist, at Muonjaro var bedre end Ozempic (Novo Nordisk's diabetes medicin, red.) til sænke blodsukkeret og sænke vægten hos personer med type 2 diabetes.«
Alligevel venter han spændt på at se det fulde studie, når det bliver offentliggjort. Særligt én ting vil han nærstudere:
»For vi har endnu ikke set bivirkningsprofilen og den venter jeg spændt på.«
Men er bivirkningerne af det nye amerikanske vægttabsmiddel ikke flere eller værre end de, der følger af Wegovy, er hans anbefaling klar:
»Man skal selvfølgelig se på, hvor dyrt det er i forhold til effekten. Men er pris og bivirkninger nogenlunde de samme, så skal man da gå efter det middel, der giver det største vægttab. Det er det logiske valg.«
For personer med svær ovevægt, der vil i gang med vægttabsmedicin, er valget let, men for de allerede tager Wegovy kræver det en ekstra overvejelse, før man skifter medicinen ud:
»De, der er på Wegovy, og får fine vægttab, skal måske ikke skifte. Begge vægttabsmidler er meget potente stoffer, som giver bivirkninger. Derfor bliver man måske nødt til at gå ned i dosis og starte forfra på den laveste dosis, hvis man skifter fra Wegovy til Mounjaro,« siger Jens Meldgaard Bruun.
Prisen for en måneds behandling med Mounjaro bliver 2.237 kroner, har Ritzau tidligere skrevet.