Langt flere kvinder bliver ramt af overgangsalderen, end det tidligere er anslået.
For hele 97 procent af danske kvinder oplever symptomer, der varierer fra milde til alvorlige, når de kommer i overgangsalderen, viser et nyt studie.
Det skriver Politiken og Alt.dk.
Maria Hybholt, der lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, står bag studiet og svaret overrasker hende.
»Det er en vanvittig andel af kvinder i Danmark, som er påvirket af overgangsalderen i en grad, som kan påvirke deres trivsel, hverdagsliv og livskvalitet,« siger Maria Hybholt til Politiken.
Studiet er udarbejdet gennem en spørgeskemaundersøgelse, som 153.800 danske kvinder fra 45 til 59 år har besvaret, svarende til 27 procent af alle danske kvinder i alderspændet.
Maria Hybholt peger på, at undersøgelsen også viser, at kvinder oplever symptomer tidligere, end når menstruationen ophører, som det tidligere er fastslået.
Alle i årene op til – i perioden der kaldes perimenopause – fortæller 41 procent af de adspurgte 45-årige kvinder, at deres symptomer er startet.
Det er blandt andet ved tegn som uregelmæssige blødninger.
Symptomerne intensiveres derefter og topper en til to år efter sidste menstruation, hvorefter smerterne aftager en smule.
Maria Hybholt mener, at samfundets forståelse af overgangsalderens er for forsimplet. Og at der er behov for, at forske videre på området.
»Overgangsalder er ikke en sygdom, men vores undersøgelse er i høj grad med til at understrege, at overgangsalderen er en væsentlig sundhedsmæssig udfordring for kvinder i Danmark, og det er vi nødt til at tage alvorligt,« siger Maria Hybholt til alt.dk.
Ifølge Politikens viser en beregning fra Københavns Universitet, at kvinders overgangsalder koster samfundet fire milliarder kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste.

