Luftvejsinfektioner, som influenza og covid-19, kan have konsekvenser for særligt én risikogruppe.
Det viser et nyt amerikanske studie, der er offentliggjort i Nature.
Studiet peger på, at kvinder, der har, eller har haft, brystkræft har dobbelt så stor risiko for at dø af kræften, hvis de bliver smittet med en alvorlig luftvejsinfektion ammenlignet med dem, der ikke var smittet med luftvejssygdomme.
»Resultaterne er dramatiske,« siger James DeGregori, kræftbiolog ved University of Colorado School of Medicine og en af forskerne bag undersøgelsen, til Nature.
Efter en kræftbehandling er afsluttet, kan kræftceller stadig ligge i dvale i kroppen – nogle gange i årtier. Hos nogle tidligere kræftpatienter vil cellerne vågne op igen, og så kan man risikere et tilbagefald.
Nu mener forskere at have fundet en sammenhæng mellem luftvejsinfektioner og opvågningen af de sovende kræftceller.
Gennem forsøg på mus så forskerne, at kræftcellerne blev genoplivet, når musene blev smittet med en luftvejsinfektion.
»Ikke alene vækkede luftvejsinfektionerne kræftcellerne, de fik dem også til at sprede sig og formere sig,« forklarer DeGregori til Nature.
Forskerne ville se, om resultaterne, de havde fra forsøgene på mus, kunne overføres til tendenser blandt kræftpatienter. Derfor sammenlignede de resultaterne med data fra brystkræftpatienter i USA og Storbritannien.
487 personer, der har overlevet brystkræft og er blevet smittet med covid-19, er i studiet blevet sammenlignet med 4.350 brystkræftpatienter, der ikke har været smittet.
Baseret på data kunne forskerne konkludere to ting:
- Tidligere kræftpatienter, der testede positive for covid-19, havde næsten dobbelt så stor risiko for at dø af kræft sammenlignet med dem, der ikke var smittet med luftvejssygdomme.
- Personer, der tidligere havde overlevet brystkræft, havde en 50 procent større risiko for at udvikle metastaser i de første par måneder efter at være blevet smittet med covid-19.