Nyt studie: Kosttilskud i håndkøb holder kiloene væk
Undersøgelsen viser, at tilskuddet 'rent faktisk har en effekt', siger dansk forsker.

Undersøgelsen viser, at tilskuddet 'rent faktisk har en effekt', siger dansk forsker.

Har du prøvet at tabe dig, kender du måske problemet:
Bedst som du er landet i den nye figur, begynder kiloene at snige sig tilbage.
Det er sværere at vedligeholde et vægttab end at opnå det, har mange måttet sande.
Men nu vækker et simpelt kosttilskud fra håndkøb stor begejstring hos danske eksperter.
For ganske banebrydende ser det ud til at holde adskillige kilo væk, længe efter slankekuren er slut.
Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Nature.
Midlet hedder Akkermansia Muciniphila og er en tarmbakterie.
Det blev afprøvet i et forsøg med 90 deltagere, som alle døjede med overvægt.
Samtlige deltagere kom på slankekur i to måneder og tabte mindst otte procent af deres kropsvægt.
Bagefter fik de lov til at spise, som de havde lyst – men de skulle tage tilskuddet ved siden af.
Eller det vil sige: Den ene gruppe fik tilskuddet, mens den anden fik et placebo-middel – altså et snydemiddel uden nogen effekt.
Resultatet var tydeligt:
Gruppen som fik kosttilskuddet havde vedligeholdt et betydeligt større vægttab end gruppen, som fik placebo.
»Det er et meget spændende og veludført studie, der viser, at det her kosttilskud rent faktisk har en effekt,« siger professor og fedmeforsker Jens Meldgaard Bruun til Berlingske.
Efter et halvt år havde placebogruppen tage 3,3 kilo på igen, mens gruppen, som fik tarmbakterien, kun havde taget 1,2 kilo på igen.
Altså havde gruppen, der ikke fik kosttilskuddet, taget over dobbelt så meget på igen.
Fedmeforsker ved Københavns Universitet Christoffer Clemmensen er også begejstret over studiet.
Til Berlingske kalder han det noget af det mest overbevisende, han har set inden for tarmbakterier og vedligeholdelse af vægttab.