Du kender garanteret rådet om, at du bør gå 10.000 skridt om dagen.

Nu har australske forskere testet sundhedsanbefalingen og er kommet frem til, at langt færre skridt om dagen kan hæve sundheden lige så meget. Det kræver bare én bestemt ting.

På baggrund af sundhedsdata fra den britiske biobank, der er indsamlet mellem 2013 og 2015, har de australske forskere analyseret data fra 64.743 midaldrende forsøgsdeltagere. 

I studiet sammenligner forskerne antallet af skridt, og hvor hurtigt deltagerne dagligt gik, med deres senere dødelighed.

Studiets hovedforfatter professor Emmanuel Stamatakis, der er direktør på Turner Institute for Brain and Mental Health ved University of Sydney, siger i en pressemeddelelse:

»Vi fandt, at risikoen (for tidlig død, red.) var væsentligt lavere blandt dem, der opnåede et højere skridttempo, men tog færre end 5.000 daglige skridt.« 

»Tilsvarende blev risikoen for tidlig død væsentligt reduceret blandt dem, der gik 5.000 til 7.500 daglige skridt, men med et lavere skridttempo.«

Med andre ord afslører resultatet, der netop er offentliggjort i British Journal of Sports Medicine, at uanset om du går færre daglige skridt i et hurtigt tempo eller flere daglige skridt i et langsommere tempo, så reducerer du risikoen for tidlig død med op til 43 procent.

Har du et stillesiddende job, er det dog bedre for din sundhed at gå hurtigt og knap så langt, fremfor at gå roligt og flere skridt, konkluderer forskerne.

Nicholas Koemel, der er seniorforsker ved Monash School of Psychological Sciences og medforfatter til studiet, siger:

»Det vigtige budskab er, at hvert skridt tæller. Og hvordan du tager disse skridt kan også have betydning. En person, der går 4.000 skridt om dagen og går dem i rask tempo, gør noget værdifuldt, og en person, der ikke kan gå hurtigt, kan stadig drage fordel af gradvist at akkumulere flere skridt i et langsommere tempo.«

Rask gang er ikke et fast mål, men varierer fra menneske til menneske.

Som en tommelfingerregel for, hvordan rask gang føles, anbefaler forfatterne, at du lægger mærke til din vejrtrækning.

I rask gang trækker du vejret mærkbart hurtigere og føler dig varm, men du er stadig i stand til at føre en samtale i korte sætninger. 

Du bør dog, ifølge forskerne, ikke være i stand til at kunne synge, mens du går.