Simple ansigtsøvelser kan få kvinder i alderen 40-65 år til at se yngre ud, viser nyt studie.

Vil du gerne ligne en på 49 år i stedet for 52?

Så er svaret ifølge et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet JAMA Dermatology, at lave ansigtsøvelser dagligt. Det skriver Videnskab.dk.

Forskere fra det amerikanske Northwestern University i USA har lavet en undersøgelse, hvor 27 midaldrende kvinder blev instrueret i at lave ansigtsøvelser i cirka 30 minutter om dagen over en periode på 20 uger.

Forskerne sammenlignede kvindernes ansigtstræk via fotografier før og efter perioden med ansigtsøvelserne og var begejstrede for resultatet:

»Der er næsten 3 års foryngelse i deres alderstræk efter de 20 uger,« forklarer førsteforfatteren på studiet, Murad Alam, der er professor i dermatologi på Northwestern University, Feinberg School of Medicine, ifølge en pressemeddelelse fra Northwestern University.

Han fortsætter:

»Øvelserne forstørrer og styrker musklerne i ansigtet, så det bliver mere fast og formet som et yngre ansigt.«

Læs også på Videnskab.dk: Er skønhed en sladrehank om sunde gener?

De 27 deltagende kvinder var i alderen 40 til 65 år og lærte 32 forskellige øvelser, der alle varede omkring 1 minut.

En af øvelserne var den såkaldte Cheek Lifter – Kind-løfteren. Den fungerer ved, at du former bogstavet O med munden, spænder musklerne, prøver at smile og samtidigt masserer dine kinder op og ned med fingrene.

En anden øvelse – The Happy Cheeks Sculpting – Den-glade-kind-former, fungerer ved, at du først smiler uden tænder og presser læberne sammen. Derefter placerer du en finger i hver mundvig og løfter dem op mod kinderne, hvor du holder positionen i 20 sekunder, før du igen vender tilbage til udgangspositionen.

Læs også på Videnskab.dk: Sådan ser den ideelle kvindes ansigt ud

Ansigtsøvelserne er udviklet af Gary Sikorski, der er yogaekspert på Happy Face Yoga, i samarbejde med dermatolog Murad Alam.

»De øvelser, der virker, er dem, hvor du strammer og klemmer dine kinder. Der er mange muskler, som tillader bevægelser af kinderne, og vores studie viser, at man ved at bygge musklerne op kan få de øvre og nedre kinder til at virke mere faste og fyldige,« siger Murad Alam ifølge eurekalert.org.

Murad Alam og forskerne bag studiet understreger dog, at det er for tidligt at generalisere resultaterne til andre aldersgrupper og køn, før flere undersøgelser er lavet.

Læs mere på Videnskab.dk:

Se, hvordan rygning gør dig rynket før tid

Forskere sætter skønhed på formel