Da coronapandemien for alvor rasede herhjemme, udgjorde én særlig begivenhed en »skjult men målbar smittevej«.

Især når det kommer til de ældre, der blev smittet med virussen.

Der er tale om børnebørnenes fødselsdage, lyder det i et nyt, landsdækkende dansk studie fra Statens Serum Institut (SSI).

I en pressemeddelelse oplyser SSI, at man har set nærmere på smittevejene under pandemien i årene fra 2020 til 2022.

'Forskerne har undersøgt, om bedsteforældre havde en større risiko for at blive smittet med covid-19 i dagene efter et barnebarns fødselsdag end på andre tidspunkter. Og det havde de,' oplyses det.

Af studiet fremgår det, at risikoen for en registreret coronainfektion hos ældre var næsten ti procent højere end ellers i ugen omkring et barnebarns fødselsdag.

Hvis barnebarnet var under syv år, var risikoen endnu større.

Nemlig omkring 15 procent, lyder det.

»Familiebegivenheder har sandsynligvis udgjort en smittevej. De ældre var jo en gruppe, som vi som samfund gerne ville beskytte mod smitte,« forklarer seniorforsker og sektionsleder på SSI Steen Ethelberg og tilføjer:

»Alligevel har et barnebarns fødselsdag været en så vigtig begivenhed for nogle ældre, at de var var villige til at løbe en risiko.«

Studiet omfatter samtlige danske bedsteforældre med børnebørn i alderen 0-15 år, hvilket ifølge SSI udgør mere end 1,1 millioner personer.