Patienter, der lider af den frygtede hjernesygdom alzheimer, kan se frem til ny, revolutionerende medicin i kampen mod sygdommen. Læs om medicinen her. Du får desuden indblik i ni tegn på demens.

Medicin, som forskerne egentlig havde opgivet, har nu alligevel vist sig at kunne give håb for de tusindvis af mennesker, der er ramt af den invaliderende demenslidelse alzheimer, viser nye forskningsresultater.

Den 81-årige englænder Roy Fuller er ikke i tvivl om, at medicinen har hjulpet ham med at bekæmpe sygdommen.

Opret abonnement på PLUS og få indblik i den nye og revolutionerende medicin i kampen mod demens. Du får desuden indblik i ni tegn på demens.

Det får du i denne Plus-pakke:

  • Ny medicin på vej mod alzheimer
  • Medicinen bremsede Roy Fullers sygdom
  • Grafik: Sådan bekæmper medicinen alzheimer
  • Giganter samarbejder om ny alzheimer-kur
  • Oversigt: Ni tegn på demens

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


 

Medicin, som forskerne egentlig havde opgivet, har nu alligevel vist sig at kunne give håb for de tusindvis af mennesker, der er ramt af den invaliderende demenslidelse alzheimer, viser nye forskningsresultater.

Det er medicinalgiganten Eli Lilly, der står bag det det nye præparat kaldet solanezumab, som ser ud til at kunne bremse udviklingen af sygdommen med op til 34 pct. Ifølge danske og udenlandske forskere er det et ’gennembrud’ inden for udviklingen af medicin på området, fordi eksisterende præparater ikke har samme effekt:

»Det er en medicin, der virker som et antistof, der tilsynesladende specifikt kan gå ind i hjernen meget tidligt i sygdomsforløbet for at angribe såkaldt amyloid, det vil sige plak mellem nervecellerne i hjernen. Det betyder, at man kan udskyde sygdommen væsentligt.

Anvendelsen af specifikke antistoffer er en ret revolutionerende metode, som man bruger i mange andre sammenhænge, som f.eks. ved kræft,« siger professor Torben Moos, der forsker i alzheimer ved Aalborg Universitet.

Resultaterne af den nye medicin blev fremlagt på en alzheimer-konference i Washington i sidste uge. Den havde ellers først vist sig at være nytteløs, da man testede medicinen tilbage i 2012, men da medicinalgiganten så den efter i sømmene, lod det til at kunne hjælpe patienter tidligt i forløbet. Det fortæller den engelske demens-specialist Dr Naji Tabet til avisen Daily Mirror:

»Det ser ud til, at det især er patienter, der ikke har nået at udvikle svær grad af demens, som har glæde af medicinen. Det er et stort skridt på vejen til at få mere effektiv behandling i fremtiden,« siger han.

85.000 demente

Herhjemme lever omkring 85.000 danskere med en demens-diagnose, der er et voksende problem både herhjemme og i udlandet. Det er en sygdom, der får koncentration, hukommelse og sprogfærdigheder til langsomt at forsvinde.

Med tiden bliver sygdommen så alvorlig, at den påvirker de områder i hjernen, som styrer vores bevægelse og vejrtrækning, og til sidst dør man.
Nogle kan leve med sygdommen i op til 20 år, andre dør efter ganske få år. Den nye medicin er ikke en helbredende kur, som det ser ud lige nu:

»Efter et årti, hvor vi har haft næsten stilstand med ny medicin mod alzheimer, er det bestemt lovende nyt. Man kunne måske forestille sig, at man kombinerede denne metode med præparater, som ikke kun har til formål at mindske proteinet amyloid (plak, red.) i hjernen. For bare fem år siden troede vi, at det kun handlede om netop det. Men nu ved vi, at der også er andre typer proteiner, som vi bør fokusere på i kampen mod alzheimer,« siger Torben Moos, der forventer, at flere præparater inden for kort tid kommer til:

Flere får demens

»Vi ved med sikkerhed, at flere får demens. Det skyldes, at vi bliver ældre og at flere dermed får sygdommen. Derfor forskes der også lige nu meget intensivt i at udvikle ny medicin,« siger Torben Moos.

Siden 1998 har medicinalindustrien afprøvet over 244 præparater mod sygdommen, men alle er altså mere eller mindre mislykkedes.

Eli Lilly forventer dog, at de sidste forsøgspersoner er igennem afprøvningen af den nye medicin allerede i oktober 2016, så FDA (den amerikanske sundhedsstyrelse) derefter kan beslutte, om den kan komme på markedet.

Foreløbige resultater har været meget positive, blandt andet oplevede 1.300 personer forbedringer i forhold til dem, der fik placebo-medicin (snydemedicin, red.).

Indtil medicinen kommer på hylderne om ca. to år, må pårørende og patienter væbne sig med tålmodighed.
Forskerne ved endnu ikke, hvorfor nogle får sygdommen og andre går fri.

Men ifølge professor Torben Moos bør vi også træne vores hjerne: »Nylig dansk forskning har bl.a. vist, at fysisk aktivitet hæmmer udviklingen ved alzheimer. Samtidig er det altid en god idé at holde sin hjerne i gang ved at udfordre sig selv i det daglige, som f.eks. ved krydsord eller anden hjerneaktivitet,« siger han.

Medicinen bremsede Roy Fullers sygdom

Den 81-årige englænder Roy Fuller sammen med hustruen Barbara Fuller. Foto: MailOnline/Darren Cool
Den 81-årige englænder Roy Fuller sammen med hustruen Barbara Fuller. Foto: MailOnline/Darren Cool
Vis mere

Den 81-årige englænder Roy Fuller har taget den ny medicin solanezumab som en del af et forsøg med over 1.000 personer siden 2009.

Han og hustruen Barbara Fuller er overbevist om, at den har hjulpet ham med at bekæmpe sygdommen, siger de til den engelske avis Daily Mirror.
»De (forskerne, red.) gjorde det klart fra begyndelsen, at det ikke var en kur, men at de håbede på, at det kunne bremse sygdommen. Og det må man i den grad sige, at det har gjort,« siger Barbara Fuller.

Roy Fuller er således stadig i stand til at klare sig selv:

»Jeg kan stadig lave ting og komme omkring i byen,« siger han.

 

Giganter samarbejder om ny alzheimer-kur

Forsker Paulo Vital fra Portugal foretager kemiske forsøg og arbejder med molekyler i de helt tidlige stadier hos Lundbeck i Valby, som netop har kastet sig ind i milliard-samarbejde med andre medicinalgiganter om at bekæmpe alzheimer. Foto: Asger Ladefoged
Forsker Paulo Vital fra Portugal foretager kemiske forsøg og arbejder med molekyler i de helt tidlige stadier hos Lundbeck i Valby, som netop har kastet sig ind i milliard-samarbejde med andre medicinalgiganter om at bekæmpe alzheimer. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Kampen mod alzheimers skal op i tempo, så chancerne for at finde en kur mod den frygtede sygdom øges.

Derfor går en række medicinalgiganter nu sammen i omfattende samarbejde. Det skriver Berlingske Business.

Med i samarbejdet er danske Lundbeck, der i forvejen forsker i udvikling af medicin mod alzheimers.

Verdens rigeste lande

Selskabets funktionschef i klinisk neurologi Bjørn Aaris Grønning forklarer, at der er brug for at sætte mere skub i forskningen med et tættere samarbejde.

»Succeschancerne globalt for alle – ikke mindst patienterne – er for lille, hvis man ikke gør noget anderledes og sikrer, at de her studier kører mere effektivt,« siger Bjørn Aaris Grønning. Samarbejdet er resultat af et møde i december 2013 mellem verdens otte rigeste lande. Her blev sundhedsministre enige om at opruste kampen mod den frygtede folkesygdom.