Nyt dansk studie afslører: Alvorlig covid-risiko afhængig af hvem du bor med
Over 100.000 danskere var med i studiet.

Over 100.000 danskere var med i studiet.

Et nyt dansk studie ledet af forskere fra Syddansk Universitet (SDU) kommer med overraskende nyt,
Det tyder nemlig på, at tæt kontakt og fælles miljø havde større betydning end genetisk sårbarhed for risikoen for at blive indlagt med covid-19.
Det skriver SDU i en pressemeddelelse.
I studiet undersøgte man mere end 83.000 danske tvillinger og over 32.000 af deres ægtefæller.
Forskerne fandt ingen tegn på, at genetiske faktorer spillede en væsentlig rolle for, hvem der blev indlagt med covid-19.
Til gengæld havde ægtefæller til personer, der blev indlagt, mere end tre gange så stor risiko for selv at blive indlagt sammenlignet med matchede kontrolpersoner.
Blandt par, hvor begge blev indlagt, blev 71 procent indlagt inden for fem dage efter hinanden.
»Det mest markante resultat er, at vi ikke fandt tegn på, at genetiske faktorer spillede en væsentlig rolle for, hvem der blev indlagt med covid-19. Hvem du bor sammen med, kan have større betydning for alvorlig covid-19, end hvem du er genetisk beslægtet med,« siger Maria Timofeeva, lektor i Epidemiologi, Biostatistik og Biodemografi.
Studiet kan dog ikke fastslå, hvorfor ægtefæller havde større risiko for alvorlig sygdom.
En mulig forklaring kan dog være, at tæt og langvarig kontakt med en smittet person medfører større eksponering for virus.
»Vores resultater tyder på, at den relative betydning af gener og miljø for risikoen for at blive smittet afhænger af omstændighederne. For alvorlig covid-19 var billedet derimod tydeligere. Her fandt vi kun en sammenhæng mellem alvorlig covid-19 og det at dele miljø og have tæt kontakt med en person, der var alvorligt syg,« siger Maria Timofeeva.