Nye undersøgelser afslører kemikalier i øl
12 hollandske øl indeholder PFAS-stoffet TFA.

12 hollandske øl indeholder PFAS-stoffet TFA.

Forurening og kemikalier kan have store konsekvenser for produktion af føde- og drikkevare.
Det kan Greenpeace Holland slå fast, efter de har fundet bekymrende kemikalier i en af de drikkevarer, vi elsker mest, nemlig øl.
I en ny undersøgelse af 12 hollandske øl er kemikaliet TFA, en type PFAS, fundet i alle øl. Det skriver DinSide.
De testede øl omfatter blandt andet Heineken Lager og Amstel Pils.
Eline Bosman, som er leder af kampagneteamet hos Greenpeace Holland, understreger dog, at det ikke er bryggeriernes skyld, men at de er ofre for den forurening, som findes i det vand, de bruger.
»Industrielle forurenere får fortsat plads til at producere, bruge og frigive PFAS. Så længe det fortsætter, vil det være en umulig kamp for fødevare- og drikkevareproducenter at holde deres produkter fri for giftige kemikalier,« lyder det fra Bosman i en pressemeddelelse.
Hun understreger, at når producenten af eksempelvis Heineken ikke kan holde deres produkter fri for giftige kemikalier, så er det et tegn på, at forbrugerne har brug for strengere regulering for at have en chance.
Det er ikke første gang, man finder kemikalier i øl.
Et lignende fund blev gjort i amerikanske øl, hvor forskere ligeledes fandt en sammenhæng mellem indholdet af PFAS i drikkevandet, hvor øllet produceres, og i øllet.
Greenpeace Holland kræver nu et nationalt forbud mod PFAS.