Tina Christiansen blev mor for første gang, da hun 11. juni fødte en lille datter. Under graviditeten tog hun 11 kilo på, og vejer i dag 113,5 kilo.

Selvom hun går lange ture med barnevognen, og hver dag runder sine 10.000 skridt, sidder de fast.

Så da hun fem måneder efter fødslen begyndte at tænke på at smide de ekstra kilo, ringede hun til sin læge og bad om en recept på Wegovy.

36-årige Tina Christiansen er en af de 650 nybagte mødre der, ifølge et nyt studie fra Syddansk Universitet, tager vægttabsmedicin for at tabe sig.

Mette Bliddal, der er lektor i Forskningsenheden for Gynækologi og Obstetrik på SDU, kalder det ‘bemærkelsesværdigt’, at kvinderne får udskrevet medicinen.

Hun bekymrer sig for, at medicinen dels kan påvirke amningen, dels kan forstyrre et naturligt vægttab. Læs mere om forskernes bekymring her.

»Kvinderne får medicinen på et tidspunkt, hvor kroppen er i en naturlig, fysiologisk og hormonel forandring, og hvor der sker et naturligt vægttab. Vi ved ikke, hvad det betyder at accelerere dén proces,« siger hun.

Tina Christiansen er nybagt mor og tager Wegovy for at smide de ekstra kilo som graviditeten efterlod hende med. 
Tina Christiansen er nybagt mor og tager Wegovy for at smide de ekstra kilo som graviditeten efterlod hende med.  Privatfoto

Det er ikke en bekymring, Tina Christiansen deler. Hun ammede kun sin datter i tre måneder og hun føler sig godt tilpas på medicinen:

»Jeg kender min krop og føler ikke, jeg gør vold på den. Jeg kan virkelig godt lide medicinen. Jeg er på den laveste dosis og har ingen bivirkninger. Det er velsignet, for den giver mig så meget ro og overskud,« siger hun.

Hun kender effekten, for hun tog også Wegovy, før hun blev gravid. Faktisk var det ønsket om at blive mor, der fik hende til at indløse sin første recept.

Tina Christiansen vidste, at hun og hendes partner skulle have hjælp for at kunne blive forældre, og i maj 2024 begyndte de i fertilitetsbehandling.

»Alting så fint ud, men jeg vejede for meget, og begyndte på Wegovy for at få mit BMI under 37, som var kravet, før at jeg kunne få fertilitetsbehandlingen.«

Hun vejede 115 kilo, da hun tog den første sprøjte, men da hun seks måneder senere tog den sidste, viste vægten 102 kilo, og efter et par forsøg blev hun gravid.

Når hun skal forklare, hvorfor hun fem måneder efter datterens fødsel nu er tilbage på vægttabsmedicinen, siger hun:

»Jeg tager Wegovy for at tabe mig. Ikke fordi, jeg skal blive meget slank, men mere for at jeg kan komme op fra gulvet, når jeg leger med min datter og for at jeg har det godt med mig selv.«

Og så er der en sidste – helt særlig – men meget vigtig grund.

»Det er mit klare håb, at min datter skal have en søskende.«

Tina Christiansen ved, at det vil kræve endnu en fertilitetsbehandling, hvis dét ønske skal gå i opfyldelse.

»Jeg bliver jo ikke yngre og skal i gang, inden jeg bliver 40.«

Går alt, som hun drømmer om, håber hun at være gravid igen om et års tid. Derfor er der ingen tid at spilde for Tina Christiansen har ikke god erfaring med at tabe sig uden hjælp.

»Jeg har altid vejet for meget, har altid fået at vide, at min krop er forkert, og at jeg skal gøre noget ved den, for at den kan blive rigtig.«

Tina Christiansen har med egne ord prøvet ‘alt’ for at tabe sig og hun bliver vred når folk, siger, det bare handler om at: ‘Lukke munden og lette røven’.

»Jeg har altid været aktiv og cyklet enormt meget. Jeg har gået til diætist og haft personlig træner. Jeg har gjort meget, men det har ikke virket. Min krop vil bare ikke blive mindre.«

Som barn blev hun hver fredag vejet, men det store fokus på hendes vægt har aldrig resulteret i et blivende vægttab. I stedet gjorde det hende overfokuseret på mad.

»Normalt vil jeg føle sult, hvis jeg ser nogen spise i tv, eller hvis jeg ser andre spise. Men det sker slet ikke nu,« siger hun, der også husker en 'helt anden mæthedsfornemmelse', end hun er vant til, sidst hun tog Wegovy.

»Medicinen har givet mig ro og en mere afslappet måde at være omkring mad på. Den giver mig noget kontrol, så jeg ikke føler, at maden styrer mig, men at jeg styrer, hvor meget, jeg spiser.«

Hun er der ikke helt – endnu.

»Jeg er stadig på den laveste dosis, men jeg ved, at følelsen kommer om et par måneder, når jeg er på den rette dosis.«