Det er slut med store læber, lange vipper og fyldige kindben.
Nu er trenden, når det kommer til skønhed, at det ikke må ses, at man har brugt mange penge på sit udseende.
Navnet ‘The undetectable era’ eller på dansk ‘Den usynlige æra’ siger det hele. For det må ikke længere være tydeligt for enhver, at man har fået lavet skønhedskirurgi. Det siger flere skønhedseksperter til TV 2.
Det var den amerikanske plastikkirurg, Prem Tribathi, der i august første gang satte ord på den nye trend i en video på TikTok.
Som eksemplet, der skulle bevise hans pointe, brugte han den 44-årige amerikanske sanger, Christina Aguilera. For som plastikkirurgen siger i videoen:
»Hun ser stort set ud, som hun gjorde i 2002.«
Det er nye typer af skønhedsbehandlinger, der gør det muligt for plastikkirurgerne at skabe et mere naturligt look.
Hvor det hidtil har været filler og Botox, der har været i høj kurs hos dem, der gerne ville strammes lidt op, er det nu for eksempel mælkesyre, der injiceres i huden, for at stimulere og danne nyt bindevæv.
Sæd fra laks er en anden metode, der kan sætte gang i produktionen af kollagen, der opstrammer huden.
Mens en tredje metode er en særlig plasmateknik kaldet Renuvion, hvor huden kortvarigt opvarmes, for at få bindevævet indenunder til at trække sig sammen.
Overlæge i plastikkirurgi, Jakob Astrup, fra skønhedsklinikken AK Nygart, tager os med en tur i køkkenet for at forstå, hvordan det virker:
»Hvis du steger et stykke kylling på en pande, så skrumper det. Det samme kan du nu gøre med huden indefra med minimal invasiv kirurgi, og derfor er det ikke et særligt tydeligt indgreb at få øje på,« siger han til TV 2.
Men selvom resultatet skal være usynligt, er det bestemt ikke gratis. Plastikkirurgerne vurderer for eksempel, at Christina Aguilera kan have brugt op mod en million kroner på at komme til at se ud, som hun gjorde som 21-årig.