Den sætter sig i næseborene, klæber til tapetet, sidder i gardinerne og i sofaens blomstrede puder. De fleste kender lugten af tobak fra forældre eller bedsteforældres hjem, og mange er vokset op med røgen omkring sig.

Læs også: Så skadelig er passiv rygning

Men nu viser en ny undersøgelse, at langt de fleste danskere ikke længere vil have, at der bliver røget i deres hjem. Det er især de unge og børnefamilierne, der smider rygerne udenfor, og den tendens er man glad for i Kræftens Bekæmpelse.

»Unge er typisk lidt hurtigere til at tage nye tendenser til sig, og deres adfærd giver et billede af, hvilken vej udviklingen går. Det er også glædeligt, at børnefamilier går foran og beskytter de unge generationer mod tobaksrøg,« siger Niels Them Kjær, der er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse, som sammen med Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen og Lungeforeningen står bag undersøgelsen.

Læs også: Test din nikotintrang

Holdningsskifte på få år
Mere end 5.000 danskere over 15 år har deltaget i undersøgelsen om holdningen til tobaksrøg, og generelt tegner der sig et billede af, at flere og flere vil have røgen ud. I 2010 var det omkring 59 pct. af danskerne, der havde et røgfrit hjem, og i 2015 er det helt op til 75 pct. af deltagerne, der svarede, at der aldrig blev røget indenfor.

»Der er markant flere, som beskytter sig mod tobaksrøg, og udviklingen er sket på relativt få år. Det er tydeligt, at det er et område, hvor holdningerne virkelig rykker sig i disse år, og i dag er det mest normalt at gå udenfor for at ryge. Danskerne vil gerne leve røgfrit,« siger Niels Them Kjær.

Læs også: Fire faser, der gør dig røgfri

Kilde: Sundhedsstyrelsen