Et nyt studie har givet et overraskende resultat om koffein.

Her fremgår det, at stoffet – der ikke mindst findes i kaffe – kan gøre E. coli-bakterier modstandsdygtige over for antibiotika.

Ifølge Live Science betyder det altså, at virkningen af den medicin, man måtte tage, kan nedsættes, hvis man samtidig indtager koffein.

Det er forskere ved universitetet i tyske Tübingen, der har gjort opdagelsen.

Teknisk set viste resultaterne, at koffein reducerede produktionen af det såkaldte transportprotein OmpF, der sædvanligvis hjælper antibiotika med at komme ind i bakteriernes celler.

Men ro på, kaffedrikkere:

I undersøgelsen understreges det, at det endnu er for tidligt at konkludere noget om den reelle effekt på mennesker – for eksempel i forhold til, hvordan kroppen faktisk reagerer på infektioner.

Og selvom den uafhængige professor Andrew Edwards fra Imperial College London fortæller, at de nye opdagelser understreger, hvordan bakterier faktisk kan »sanse og reagere« på forskellige stimuli, hvilket altså kan påvirke effekten, tilføjer han dog:

»I denne undersøgelse er der intet bevis for, at en persons reaktion på antibiotika vil blive påvirket ved at drikke kaffe, og ingen bør ændre deres daglige rutiner,« siger han.