Solen skinner over Danmark, og det gør, at UV-indekset er helt oppe på seks i den kommende uge.

Men en ny undersøgelse viser, at mange danskere stadig beskytter sig for lidt eller helt undlader det.

Det skriver Gjendsidige i en pressemeddelelse.

YouGov har for forsikringsselskabet lavet en undersøgelse, der viser, at flere end hver tredje dansker ikke følger anbefalingerne og dermed risikerer blandt andet at få hudkræft.

Mette Glad, der er fagchef for Sundhed i Gjensidige, siger:

»Mange tror, at en solfaktor på 15 eller 20 er tilstrækkeligt i et land som Danmark, hvor UV-strålingen ofte opleves som mildere end i sydeuropæiske lande. Men med mange sommerdage for døren, hvor UV-indekset er helt oppe på 5 eller 6, kan utilstrækkelig beskyttelse have store konsekvenser.«

Undersøgelsen viser, at hver femte dansker slet ikke beskytter sig mod solen.

Mette Glad siger:

»Det er ikke kun, når vi ligger på stranden, at vi bliver udsat for skadelig UV-stråling. Den ophobes også, når vi er ude i hverdagen – på cyklen, i haven eller på gåture. Her handler det ikke om at undgå solen, men om at være i den med omtanke – og her kan selv små ændringer i vaner gøre en stor forskel.«

Undersøgelsen er foretaget af YouGov for Gjensidige i april 2026 blandt 1036 repræsentative danskere over 18 år.