Sidste år blev 49.480 personer diagnosticeret med kræft i Danmark. Det er det højeste antal nogensinde på ét år.

Det skriver Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at befolkningen vokser, og at danskerne generelt bliver ældre, lyder det fra en afdelingschef i styrelsen.

»Det stigende antal nye kræfttilfælde skyldes, at vi bor flere mennesker i Danmark, og at vi lever længere, så vi simpelthen har flere år, hvor vi kan få kræft.«

»Det er man nødt til at tage højde for, når man skal sammenligne sygdomme over tid – og når man gør det, så er risikoen for at få kræft faktisk faldet to procent siden 2016,« siger afdelingschef Mette Keis Jepsen i meddelelsen.

Mens der overordnet blev registreret flere kræfttilfælde i 2025, er der sket et fald inden for flere kræftformer.

Antallet af tilfælde af tyk- og endetarmskræft hos mænd er faldet 24 procent fra 2016 til 2025. Hos kvinder er antallet af diagnoser med tyk- og endetarmskræft faldet med syv procent.

Det største fald hos kvinder ses i forekomsten af livmoderhalskræft, som er faldet 17 procent fra 2016 til 2025.

Til gengæld var der både væsentligt flere mænd og kvinder, der fik diagnosticeret hudkræft sidste år sammenlignet med 2016.

Hudkræft udgjorde i 2025 henholdsvis 13 og 11 procent af alle nye kræfttilfælde hos mænd og kvinder.