Protein, protein, protein. 

Det er rådet, som mange danskere følger, når de gerne vil gøre sig selv sundere. 

Men de mange proteiner kommer med en slagside. 

Forskning viser nemlig, at det ikke er optimalt for levetiden, hvis man spiser for mange proteiner. 

Det skriver Berlingske.

Mediet refererer til flere kilder, som fortæller det samme billede om protein. 

»Vi aldringsforskere har længe vidst, at det formentlig ikke er optimalt for levetiden at spise en masse proteiner,« siger Morten Scheibye-Knudsen, der er aldringsforsker på Københavns Universitet til mediet. 

Berlingske henviser også til et studie, som underbygger Morten Scheibye-Knudsens påstand.

Studiet er en gennemgang af 350 tidligere studier om protein og levetid, og her er konklusionen altså, at man skal spise færre proteiner, hvis man gerne vil leve længere. 

Er man tosset med proteinpulver, behøver man altså ikke lægge det helt på hylden.

Ifølge manden bag studiet, Dudley Lamming, så er det særligt vigtigt at spise protein, hvis man har en aktiv livsstil. 

»Men fordi de fleste mennesker er relativt stillesiddende, indtager mange mennesker sandsynligvis mere protein, end de rent faktisk har brug for, hvilket formentlig har negative sundhedsmæssige konsekvenser,« siger han ifølge en pressemeddelelse.

Er man over 65 år gammel, så anbefaler Morten Scheibye-Knudsen, at man indtager omkring 1,2 gram protein pr. kilo kropsvægt om dagen, hvorimod unge mennesker bør holde sig til de officielle anbefalinger.