____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvordan ville jeg se ud med en c- eller d-skål? Det kan du få svaret på med med en ny gratis app. På din smartphone kan du se dig selv – eller andre – med større bryster.

Ifølge Aleris-Hamlet Hospitaler, der står bag, skal app'en hjælpe unge kvinder med at til at træffe det rette valg, når de overvejer en brystoperation.

Tag et billede af dig selv - med app'en kan du markere dine bryster med to cirkler. Herefter trækker du ud i cirklerne og på den måde kan du se, hvordan du ville se ud med en større barm.

Bo Jønsson, der er specialeansvarlig overlæge i plastikkirurgi hos Aleris-Hamlet Hospitaler, understreger, at app’en ikke skal ses som et videnskabeligt værktøj.

- Meget grundige overvejelser og mindst én undersøgelse hos en ekspert bør gå forud, inden man træffer beslutning om operation. App’en er tænkt som et af de første skridt i denne proces, der på en nem måde kan give en indikation af, hvordan man vil se ud med lidt større, noget større eller meget større bryster, siger han.

Aleris-Hamlet Hospitaler tager stor afstand fra de slagtilbud og timesalg, der har været på nye bryster og kalder dem både useriøse og uetiske.

De mener, at den nye app skal have til formål at sikre bedre information om silikonebryster og kan klæde især unge kvinder bedre på til at træffe det rette valg.

Randi Theil Nielsen, der sekretariatsleder i Kvinderådet, mener, at denne form for sammenblanding af rådgivning og økonomisk interesse er problematisk.

- Jeg synes, at det er et stort problem, at de unge piger modtager rådgivning fra nogle, der har en økonomisk interesse i at sælge den her vare (brystforøgelser), siger hun.

Randi Theil Nielsen mener, at man hellere bør oplyse pigerne om, at de ser godt nok ud, som de er skabt, og at de skal være glade for deres kroppe.

Hun mener ikke, at den nye app giver denne form for rådgivning.

- Det at kunne se sig selv med store bryster på den her app, det er jo også med til at gøre brystforøgelser til et 'let valg'. 1,2,3 og så kan du se dig selv med en c- eller d-skål. Det, tror jeg ikke fremmer, at man faktisk tænker sig grundigt om, siger Randi Theil Nielsen.

Administrerende direktør for Hamlet Hospitaler, Nis Alstrup, mener ikke, at den nye app er problematisk eller gør brystoperationer til et let valg. Han forklarer, at app'en ikke skal stå alene, men er kædet sammen med brystakademiet.dk.

- Begge informationskanaler opfordrer brugerne til at gå efter den bedste kvalitet samt søge kompetent rådgivning. Målgruppen er fortrinsvist yngre kvinder, som i forvejen overvejer en brystforstørrende operation, og som derfor søger information på området. App’en vil være en god platform for kontakt til de unge, som kan være svære at komme i kontakt med via de traditionelle kanaler. Derfor møder vi dem, hvor de er, nemlig på mobilen og på Facebook, siger han.