Efter utallige slankekure og forskellige måder at spise på fik 33-årige Nanna Kielgast Freving nok.

Gennem størstedelen af sit liv havde hun været overvægtig – og hver gang, hun havde tabt sig, så røg kiloene på igen plus lidt ekstra.

Men en dag besluttede hun sig for at skabe nye og sunde livsvaner.

»Det har jo været en proces, der har taget mange år,« forklarer hun til B.T. og fortsætter:

»Mad har altid været min copingmekanisme for alt, hvad der er sket i mit liv, men på et tidspunkt, så kan jeg bare mærke, at det bare er nok. Jeg ville ikke blive ved med at byde mig selv og min krop det.«

Derfor besluttede Nanna Kielgast Freving i december 2023, at de usunde vaner skulle stoppe, da det ikke var noget, som hun ville give videre til sine døtre på 2 og 5 år. 

Noget, som hun løbende har delt sine tanker omkring på sin Instagram-profil.

Gennem årene var der dog kommet så mange kilo på kroppen, at det var svært at overskue at skulle omlægge både kost og motion, hvorfor Nanna Kielgast Freving fik hjælp af slankemidlet WeGovy til at tabe sig. 

Det gjorde, at hun fik nok ro omkring maden, at hun kunne fokusere på den egentlige årsag til sin overvægt – nemlig det psykiske aspekt i, hvorfor hun brugte mad som sin copingmekanisme.

»Det er hårdt at sætte sig ned og finde ud af, hvorfor blev jeg egentlig overvægtig. Jeg tror, at i de fleste tilfælde, så er der en psykisk årsag til, at man er overvægtig. Man er ikke bare overvægtig, fordi man ønsker det,« forklarer Nanna Kielgast Freving og fortsætter:

»Det har været mit primære fokus at finde ud af hele årsagen. Fordi jeg tror, at hvis du kun kigger på indtaget og på motion, så kommer du nemt til at stige i vægt igen, hvis du ikke arbejder på årsagen.«

Derfor er Nanna Kielgast Freving i dag meget bevidst om, hvorfor hun egentlig blev overvægtig – og efter et år på slankemidlet, og et vægttab på 30 kilo, valgte hun i marts 2025 at stoppe på WeGovy.

I stedet sørger hun for at fokusere på de gode vaner, som hun havde fået i løbet af sit forløb, hvor hun i højere grad ser træning og en balanceret kost som en selvkærlig handling.

»Da jeg vejede allermest, der oplevede jeg konstant selvhad og skam. Jeg var flov over mig selv og havde lyst til at gemme mig væk. Der var jo ikke noget selvkærlighed i at overspise,« siger Nanna Kielgast Freving og fortsætter:

»Det var jo sådan en ond spiral, der bare blev ved. Så havde man det dårligt, og så spiste man endnu mere for at lindre det.«

Derfor så Nanna Kielgast Freving det som en selvkærlig handling, da hun besluttede at lægge sit liv om.

»Jeg vidste, at jeg ville passe bedre på min krop og ikke byde den det, som jeg altid havde gjort,« fortæller hun.

Da Nanna Kielgast Frevings vægt var på sit højeste vejede hun 105 kilo. 

I dag vejer Nanna Kielgast Freving 72 kilo, og fokuserer på at finde de 'sunde' alternativer i sin kost – men der er stadig plads til take away, slik og hygge. 

Hun sørger samtidig for at dyrke motion fire til fem gange om ugen, da det både bidrager med ny energi og giver hende glæde.