Morten Kirckhoff til sin demente far: ‘Kan du for helvede ikke bare dø?'

'God tur til den anden side'.

Med de ord sagde Morten Kirckhoff farvel til sin far – for allersidste gang. 

Hans stemme ryster, når han genkalder sig afskeden:

»Jeg sagde, at jeg elskede ham, fortalte ham, hvad han havde betydet for mig og så kyssede jeg ham og sagde: 'God tur til den anden side'.«

Det lyder smukt. Men afskeden var også alt mulig andet – den var langstrakt og fyldt med mørke tanker. Tanker, der efterfølgende har pint og plaget Morten Kirckhoff.

Som 75-årig blev Mogens Kirckhoff ramt af demens. I fem år levede han med sygdommen, der først stjal hans hukommelse, så hans førlighed og til sidst hans sprog.

»Min stærke, sunde, videbegærlige, nysgerrige far, der altid havde noget at fortælle og altid var lidenskabeligt opslugt af et projekt, var skrumpet ind,« husker Morten Kirckhoff.

At det ikke var et liv, faren ønskede, var han aldrig i tvivl om. For hele sit liv sværgede Mogens Kirckhoff til en leveregel, der lød:

»Kan det ikke udvikles, skal det afvikles – ellers bliver det for indviklet.«

Med sygdommen var der sat turbo på hans afvikling, men det var alt andet end let at undgå, at livet blev indviklet.

Morten Kirckhoff er medlem af Eventyrernes Klub. På tv har han, sammen med vennen Jan Elhøj, rejst verden rundt i tv-programmet ‘Nul stjerner’.

Han elsker at rejse til uudforskede steder, hvor de færreste før har sat deres ben. Men da hans far blev syg, følte han sig helt alene i et land, han ikke havde nogen anelse om, hvordan han skulle begå sig i.

»Følelsesmæssigt har jeg aldrig været særlig modig,« siger han.

Ikke før nu, hvor han har skrevet en ærlig bog om den skyld, skam og utilstrækkelighed, som farens sygdom fremkaldte i ham.

Omkring 100.000 danskere lever med demens. Morten Kirckhoff har skrevet bogen 'Da min far, var min far' til de mange pårørende, der ligesom han, ikke er forberedt på, hvad sygdommen kræver af dem.

»Intet i mit liv havde forberedt mig på det, jeg skulle opleve som pårørende til en demenspatient.«

Det gælder de praktiske ting, han skulle tage stilling til, men det gælder i høj grad også de følelser, der kom i spil, da rollerne mellem far og søn pludselig skiftede.

»Nu var det mig, der skulle være den myndige, tage beslutninger og bestemme over ham. Mens han endte med ble og hagesmæk og sad som en infantil baby, jeg skulle made.«

Første gang han blev overrasket af en situation, han 'slet ikke var klar på', stod de to ved hækken bag det plejehjem, som Mogens Kirckhoff var flyttet ind på.

»Min far og jeg har altid tisset ude i haven – det var ligesom vores ting. Men da min far var færdig, bad ham mig om at ryste sin tissemand. For han kunne ikke selv finde ud af det.«

Spørgsmålet kom fuldkommen bag på Morten Kirckhoff, der for første gang blev ramt af følelsen: 'Det her har ingen før mig oplevet'.

»Det er en meget ensom følelse,« siger han, men han kom de kommende år til at hilse på den mange gange:

»Da min far senere fik ble, skulle jeg tage stilling til, om jeg ville hjælpe ham med det? Og hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det? Jeg har jo skiftet massevis af babybleer,« spørger han retorisk.

Det føltes bare helt anderledes, nu hvor det var hans far, som han altid har set op til, det gjaldt.

Følelsesmæssigt har han været uforberedt på de dilemmaer, sygdommen har placeret ham i, og mange gange har han følt sig splittet mellem ‘loyalitet og rettidig omhu’.

Det gjaldt, da han tømte sin fars lejlighed uden at orientere ham. Da han tog kørekortet fra ham, og da de solgte den ødegård i Sverige, som i mange år var rammen om deres fælles drømme.

»Alt handlede om rettidig omhu, men intet af det føltes særlig kærligt over for min far.«

Morten Kirckhoff har været splittet mellem dét, han synes, han burde føle, og det han rent faktisk følte:

Som den dag, han sad overfor sin far og tænkte: 

»Kan du for helvede ikke bare dø, så vi kan komme videre med vores liv?«

»Da jeg kørte hjem, var jeg i chok. Hvordan kunne jeg ønske, at det menneske, der har bragt mig ind i livet, og som jeg elsker, skal dø? Det skræmte mig.«

»Jeg troede, jeg var det første menneske i verdenshistorien, der havde den slags tanker. Hvis jeg havde vidst, at det var normalt, havde jeg måske ikke slået mig selv helt så hårdt i hovedet,« siger han.

Morten Kirckhoff kom til at vente længe på døden. 

»Jeg begyndte at sige farvel et år for tidligt. Min far levede videre og videre, selvom han det sidste år var helt væk,« skriver han i sin nye bog.

Selvom han var (og er) overbevist om, at døden var ’det bedste, der kunne ske’, følte han ingen lettelse, da faren døde i oktober 2024.

»Jeg var fuldstændig knust – og snotforvirret over at være så ulykkelig.« 

Med sin nye bog har Morten Kirckhoff endelig tømt sit hoved for den 'selvkritik, skyld og skam', der siden mødet med demensen har rumlet i ham.