De fleste oplever formentlig, at kæmpe med vægten på et tidspunkt i deres liv.
Noget, som sundhedsekspert Michelle Kristensen også selv kender til, da hun i sin barndom og ungdom selv oplevede at være på adskillige kure og diæter i et forsøg på at tabe sig.
»Jeg har været på tusinde slankekure i mit liv. For jeg har kæmpet meget med vægten. Jeg har både overspist – og mad har fyldt alt,« forklarer hun til B.T.
Først da Michelle Kristensen lærte at acceptere, hvordan hendes krop og genetik fungerede, fandt hun madro og vejen til et varigt vægttab.
Derfor valgte hun også at studere Idræt- og Human Ernæring og har i dag skabt 'MK Universet', hvor hun hjælper danskere med at opnå varige livsstilsændringer.
Nedenfor finder du Michelle Kristensens seks bedste tips til at kickstarte et varigt vægttab og livsstilsændring:
Fokuser på få ting ad gangen
»Jeg tror, at noget af det, som vi danskere er aller værst til – det er jo, at når vi går i gang med januar, så har vi fem til ti nye vaner, som vi gerne vil inkorporere,« forklarer Michelle Kristensen og fortsætter:
»Det kan ens hjerne bare ikke kapere. Det gør, at vi kommer rigtig godt i gang den første uge, og derefter begynder alt at smuldre. Så bliver det et fortabt mål.«
Derfor foreslår sundhedseksperten, at man i stedet fokuserer på at inkorporere én til to vaner ad gangen.
Det kan også være en mulighed at dele året op i fire kvartaler, hvor man hvert kvartal fokuserer på at indføre én ny vane eller ændre én ting i sit liv.
For når de tre måneder er gået, så er vanen forhåbentlig blevet så fast en del af ens hverdag, at det føles mere overskueligt at skabe den næste ændring.
Spis rigeligt med protein
Et andet råd fra Michelle Kristensen er at finde madvarer, der kan hjælpe en med at blive mere mæt – samtidig med, at man indtager færre kalorier, end man plejer.
»Der er proteiner bare vanvittigt godt. Det er noget af det, der mætter allermest. Kroppen skal også bruge mere krudt på at fordøje protein, så man forbrænder også lidt flere kalorier,« forklarer sundhedseksperten.
Michelle Kristensen understreger samtidig, at et højt proteinindtag kan være med til, at man kan bibeholde sin muskelmasse under et vægttab – hvilket hun peger på kan hjælpe en til at få større succes med at komme i mål med ens vægttab.
»Til hvert hovedmåltid vil man gerne have det, der svarer til en knytnæve af protein. Knytnæven er en rigtig god rettesnor, hvis man ikke har lyst til at skulle måle og veje alt muligt,« forklarer hun.
Færre kulhydrater – og flere grøntsager
Det kan også være en god idé at skrue ned for ris, pasta og kartofler til aftensmaden – og i stedet supplere op med en masse grøntsager, hvilket også betyder, at man spiser færre kalorier.
Men hvis man bliver helt forpustet ved tanken om at skulle stå og snitte en masse grøntsager til en lækker salat, så maner sundhedseksperten også til ro.
»For mig er der stor forskel på hverdag og weekend. Hverdagsretterne skal stadig være nogle måltider, der smager dejligt, men de kunne godt være mere spændende,« siger hun og fortsætter:
»Vores salat kan også bare være fintsnittet spidskål med en god dressing til.«
Hun understreger samtidig, at der også skal være plads til at spise kulhydrater, men at det er vigtigt at få godt med grøntsager.
Dyrt at handle ind – men investering i dig selv
Man kommer næppe udenom, at det i dag er blevet dyrt at handle ind.
Derfor anbefaler Michelle Kristensen, at man kan skifte nogle af sine proteiner ud med bælgfrugter, hvis man for eksempel synes, det er for dyrt at lave en kødsovs, hvor der primært er oksekød i.
Det er dog ikke kun proteiner som oksekød, der er steget i pris, men også ting såsom skyr og hytteost.
»Jeg tror, at folk skal huske på, at jo større mæthed man har i et måltid, jo mindre vil man spise. Så der vil også være noget at sparre,« siger hun og fortsætter:
»Man skal også se det som en investering i en selv. Ligesom vi investerer i vores tænder, og mange sørger for, at bilen kommer på værkstedet.«
Der skal være plads til livskvalitet
Selvom man gerne vil tabe sig, så mener Michelle Kristensen ikke, at det hele kun skal handle om kalorier.
»For mig er sundhed også, at man kan nyde en dessert eller et glas vin til maden. Jeg gør det ikke hver evig eneste dag, men det er noget, der giver mig livskvalitet,« forklarer hun.
Derfor er det ifølge sundhedseksperten vigtigt, at man i forbindelse med et vægttab skaber plads til, at man stadig kan være social og hygge sig.
Lidt træning er bedre end ingen træning
Det kan ofte være svært at finde tid i en travl hverdag til også at nå en tur i træningscenteret.
Derfor anbefaler Michelle Kristensen, at man skal se på, hvor man kan tilføje motion i ens hverdag.
»Bare det at tage cyklen på arbejde eller gå en kort tur med sine børn, når man henter dem i institution – det giver faktisk mere, end vi aner,« siger hun og fortsætter:
»Når man får et pusterum, hvor man føler, at man har gjort noget godt for sig selv, så har man også en større motivation for at tage de andre sunde valg.«
Samtidig understreger sundhedseksperten, at hjemmetræninger er en oplagt mulighed, hvis man har svært ved at nå ned i træningscenteret:
»I starten kræver det virkelig, at man hiver sig selv godt og grundigt op i nakkehårene for at få det gjort, men det giver en høj grad af fleksibilitet at kunne klare sin træning hjemme på stuegulvet.«
I 'MK Universet'-appen kan du både finde gratis opskrifter og træningsvideoer. Noget af indholdet kræver dog et abonnement.
Det er også muligt at finde træningsvideoer på eksempelvis YouTube.

