Otte minutters sol kan forebygge forkølelse og influenza. UV-stråler kan stimulere skjoldbruskkirtlen. En tur i solariet kan øge energiniveauet, reducere kropsvægten, behandle hudlidelser og psykiske problemer.
Sådan lyder nogle få af de anprisninger af solarier, som BBC stødte på, da mediet i januar gennemtrawlede mere end 200 annoncer og videoer på TikTok, Instagram og Facebook.
De udokumenterede påstande om nytten af at gå i solarium får nu en britisk hudlæge til at slå alarm:
»Mængden af misinformation på sociale medier er virkelig skræmmende,« siger Amy Perkins, der er dermatolog på det offentlige hospital i Stirling England, til BBC.
Ifølge en undersøgelse, som den britiske organisation Melanoma Fokus lavede i 2024, ved 52 procent af de 18-25-årige briter godt, at solarium øger risikoen for hudkræft.
Men hele 23 procent af de unge briter tror, at solarium faktisk mindsker risikoen for hudkræft.

Imens stiger antallet af hudkræfttilfælde stiger. Både i Storbritannien og herhjemme.
Sidste år fik 32.496 danskere konstateret hudkræft mod 29.954 året før. Men går man 10 år tilbage i statistikkerne, er antallet af hudkræfttilfælde siden steget med hele 150 procent.
Gælder det den mere aggressive modermærkekræft, er det 3.000 danskere, der hvert år får stillet den diagnose.
Den vigtigste årsag til begge kræftformer er ultraviolette stråler enten fra solen eller fra solarier, lyder der fra Kræftens Bekæmpelse.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kan det at gå i solarium, før man er 35 år, øge risikoen for kræft senere i livet med hele 59 procent.
I december 2024 politianmeldte Forbrugerombudsmanden det danske solcenter Clubtan for vildledende markedsføring.
Det skete fordi kæden blandt andet havde skrevet:
Solarium er en vigtig kilde til D-vitamin.
Solarium kan hjælpe med at forebygge sygdomme som bl.a. diabetes.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen, sagde i den forbindelse:
»Virksomheder må naturligvis ikke give indtryk af, at brugen af en ydelse er sund, hvis sundhedsmyndighederne direkte fraråder den.«
I dag sælger Clubtan-kæden sol via annoncer med billeder af smukke, unge mennesker og en ordlyd, der er mere underspillet:
'An aesthetic choice', 'Amplify beauty', 'A state of confidence' og 'Ren forkælelse'.
Uanset ordlyden og æstetikken fastslår Sundhedsstyrelsen:
‘UV-stråling fra solarium udgør en væsentlig risiko for solskoldninger, rynker og tidlig ældning af huden og forøger risikoen for kræft i huden.’
Rådet er derfor kort og godt:
»Al kosmetisk brug af solarier frarådes.«

