Vitaminpillen med hindbær-jordbærsmag af mærket Multitabs indeholder antioxidanten BHT, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Sådan lød konklusionen i Jyllands-Posten efter en test af 28 vitaminpiller udført af Forbrugerrådet Tænk.

De populære børnevitaminpiller fra Multitabs kan blandt andet købes i Matas, men det er nu slut.

Butikskæden har nemlig besluttet at fjerne pillerne, på trods af at det faktisk er lovligt at anvende BHT i fødevarer.

Det oplyser Matas' pressechef, Kevin Arildtoft Moer, i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

»Da Multitabs tyggetabletter til børn indeholder stoffet butylhydroxytoluen (BHT), som ifølge Tænk er mistænkt for at være hormonforstyrrende, har Matas besluttet at suspendere salget af Multitabs tyggetabletter til børn, selvom BHT er lovligt at anvende som tilsætningsstof i fødevarer såsom kosttilskud.«

Multitabs sælges også på flere apoteker rundt om i landet.

Apotekerne er dog selvstændige erhvervsdrivende, og dermed er det op til den enkelte at bestemme udvalget i butikken – udover det lovpligtige sortiment af lægemidler.

Det forklarer Birthe Søndergaard, som er sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for landets apoteker.

Virksomheden Haleon, der står bag Multitabs, siger til Jyllands-Posten, at vitaminpillerne »overholder al gældende lovgivning«, men at de piller, som indeholder BHT, vil blive udfaset i løbet af 2027.