En pebernød indeholder syv kalorier. Det ved Marianne Ivarsen. For på et tidspunkt var pebernødder det eneste, hendes søn Magnus kunne spise.

»Det tog lang tid at forstå, og endnu længere tid at acceptere, at det ikke handlede om opdragelse eller vilje,« skriver hun i en ny bog.

Magnus har altid haft det svært med mad. I perioder levede han af pebernødder, kakao og cola. Alligevel skulle han ofte afledes af en skærm for at kunne spise.

Det har fået Marianne Ivarsen til at føle sig som en ‘dårlig mor’, og hun er sikker på, at det også var dét, andre mennesker så. 

Følelsen blev underbygget, da hun og Magnus for fire år siden spiste morgenmad på et hotel i København.

Marianne Ivarsen tjekkede nyheder på sin telefon, mens Magnus iført hovedtelefoner tyggede sig gennem en kanelsnegl.

En typisk spisesituation i familien Ivarsen kunne se sådan her ud. Magnus med iPad og hovedtelefoner og en burger, som han får lov at spise i sit helt eget tempo.  
En typisk spisesituation i familien Ivarsen kunne se sådan her ud. Magnus med iPad og hovedtelefoner og en burger, som han får lov at spise i sit helt eget tempo.   Privatfoto

Synet fik en vildt fremmede mand til at komme hen til deres bord og sige:

»Skulle I ikke prøve at tale sammen?«

Spørgsmålet aktiverede skamfuldheden, men Marianne Ivarsen fik hold på sig selv og svarede:

»Tak! Men dét har jeg fuldstændig styr på.«

Siden hun for 13 år siden fik sin søn, er hun nemlig blevet ekspert i at være mor til netop Magnus.

Han blev født syv uger for tidligt med ganespalte, der gjorde det svært for ham at trække vejret.

De første uger af sit liv lå han i respirator, men da han skulle lære at tage en sutteflaske, var det tydeligt, at noget var helt forkert. Hver gang han fik mad, kastede han det hele op og skreg i timevis.

Efter gentagne undersøgelser opdagede lægerne, at Magnus var født med mellemgulvsbrok, der pressede hans mave, lever og tarme op i brysthulen og havde vendte hans mavesæk på hovedet.

De første 16 måneder af sit liv, fik Magnus mad gennem en sonde. Først da den var fjernet skulle han til at lære at spise. 
De første 16 måneder af sit liv, fik Magnus mad gennem en sonde. Først da den var fjernet skulle han til at lære at spise.  Privatfoto

»Det betød, at mælken, han fik, ikke kunne passere, men i stedet hobede sig op og førte til voldsomme opkastninger og mavesmerter.«

Den eneste måde, Magnus kunne få næring på, var gennem et kateter direkte i blodbanen og med lidt modermælkserstatning gennem en sonde i næse.

Han var 16 måneder gammel, før sonden blev fjernet. Lige siden har mad været en udfordring.

»For Magnus var der ingen positive følelser omkring at få mad i munden.«

At han også har adhd og autisme, har ikke gjort det nemmere. For diagnoserne udfordrer hans sanser:

»Magnus reagerer kraftigt på både smag, lugt, konsistens og temperatur. Derfor spiser han ofte kun et meget begrænset udvalg af fødevarer, og i nogle perioder nærmest det samme igen og igen. Det handler ikke om kræsenhed, men om tryghed og forudsigelighed,« forklarer hun.

For Marianne Ivarsen og hendes mand har det taget mange år at finde ud af, hvordan de bedst hjælper deres søn.

I bogen, ‘Børnebidder med boost’, beskriver hun, hvordan det var at blive mor til Magnus.

»Jeg har grædt over frikadeller, jeg troede, han ville kunne lide. Jeg har bandet over havregrøden, der igen ikke blev rørt, selvom han spiste den i går. Jeg har stået frustreret tilbage med rester, som mindede mig om endnu en mislykket måltidssituation.«

Da forældrene opdagede, at kontrol og struktur ikke fik deres søn til at spise, men at de kom længere med at lade Magnus selv vælge, hvad han spiste, skete der noget.

»Det har været en rejse for os som familie at give slip på ideen om ’rigtig’ og ’forkert’ mad,« siger hun.

De fandt nogle få retter, der blev Magnus' 'safefood', for eksempel boller, vafler og pandekager og har ved siden af - meget langsomt -præsenteret ham for ny mad.

Nogle dage har han snuset til det, andre dage har han måske slikket på en grøntsag, nogle dage har han smagt. Men det kan kræve mange forsøg, før han kan spise en ny ret.

Når han gør det, gør forældrene ikke en stor ting ud af det. For mad er ikke noget, man taler om i familien Ivarsen.

Den dag, Magnus af egen fri vilje spiste sin første skål havregrød, står for hans mor i et særligt skær af lykke.

»Han var to eller tre år og jeg måtte sidde på mine hænder og bare håbe, at han ville tage en skefuld mere. Det gjaldt om at forholde mig neutral og lade som om, det ikke var det største i hele verden. Selvom det var det.«

Marianne Ivarsen siger aldrig ting som: »Det var ikke meget, du spiste i aften«, »Det her tror jeg godt, du kan lide« eller »Tag lige en bid mere.«

Til gengæld bruger hun alle kneb for at aflede opmærksomheden fra maden. Blandt andet ved at lade sønnen spise med en skærm foran sig.

»Det gælder om, at fjerne fokus fra maden og lad være med at presse på. For jo mere man presser på, des mere siger barnet nej.«

For sit eget vedkommende har hun lært ikke at gå op i andres vurdering af hende som mor.

I dag er Magnus 13 år gammel og trives. Han spiser stadig selektivt, men er nysgerrig på at prøve nye smage. 
I dag er Magnus 13 år gammel og trives. Han spiser stadig selektivt, men er nysgerrig på at prøve nye smage.  Privatfoto

»Selvom det kan føles skamfuldt, når ens barn ikke spiser, skal man ikke skamme sig over, at det for eksempel kun kan spise chips.«

Hendes opfordring til andre i samme situation lyder:

»Tal åbent om udfordringerne, vid at andre er i samme situation og at du som forældre gør det bedste for dit barn.«

I dag, hvor Magnus er blevet 13 år gammel, kan han spise flere forskellige retter og er i trivsel.

»Han er stadig selektivt spisende. Men han prøver ting af i sit eget tempo. For et halvt år siden ville han gerne smage instant-nudler, og kunne lide dem med det samme. Så nu eksperimenterer vi med dem.«