De danske mænd er langt mere villige til at ty til en løsning, når det bliver tyndt på toppen. Koste hvad det vil.

De seneste ti år er der således sket en markant stigning i brugen af medicin mod hårtab, der indeholder stoffet 'finasterid'. 

Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, skriver Politiken.

Ifølge mediet indløste 1.435 mænd en recept på stoffet i 2015, mens tallet sidste år var mangedoblet til 7.865 indløste recepter. 

Den voldsomme stigning får nu Lægemiddelstyrelsen til at udstikke en advarsel. 

»Den store, pludselige vækst i brugen af det her lægemiddel, øger vigtigheden af, at både læge og patient har den rigtige viden om præparatet, kender til risikoen for bivirkningerne og overvejer, om der er grund nok til at tage lægemidlet i brug«, siger Line Michan, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen.

»Vi taler jo om årelang behandling«.

Det kan nemlig have alvorlige konsekvenser at tage lægemidlet i brug i kampen mod hårtab. 

Blandt andet kan det føre til impotens, nedtrykthed og i mere alvorlige tilfælde depression og angst.

Finasterid er ifølge apoteket.dk et receptpligtigt lægemiddel, der blokerer omdannelsen af testosteron til hormonet DHT. Det bruges i 1 mg-doser mod arveligt hårtab hos mænd. I større doser kan det bruges til at mindske prostatakirtlen.