Mænd, der fylder 20 år i 2025, får i år et tidligt fødselsdagskort.

Tirsdag får de alle en besked i e-Boks, som de SKAL reagere på. For det er et tilbud af den slags, man ikke kan afslå, siger ekspert.

Janne Bigaard er projektchef for forebyggelse i Kræftens Bekæmpelse og har én klar opfordring til de unge mænd:

»Husk at åbne jeres e-Boks og sig ja tak.« 

Janne Bigaard er projektchef for forebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. Hun siger, at tilbuddet om HPV-vaccination er et, som de unge mænd bør tage imod.
Janne Bigaard er projektchef for forebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. Hun siger, at tilbuddet om HPV-vaccination er et, som de unge mænd bør tage imod. Foto: Cancer.dk
Vis mere

Brevet er et tilbud om gratis HPV-vaccination. Et tilbud de unge mænd får, fordi politikerne afsatte 24 millioner kroner på finansloven for 2025 til et såkaldt 'catch-up'-program for de drenge, der blev født i 2005.

I dag er HPV-vaccinen en del af børnevaccinationsprogrammet, der tilbydes alle unge op til 18 år, men hidtil har de drenge, der blev født i 2005, ikke været omfattet af et gratis tilbud.

»Vi er glade for, at de nu får tilbuddet, men jeg kan være bekymret for, om de her drenge har nærværelse til at få taget vaccinationen. De har jo travlt med alt muligt andet. De er ved at flytte hjemmefra, går til fester og har fokus på alt andet end sygdom. Men jeg synes, de skal få det gjort,« siger eksperten.

Vaccinen virker nemlig.

»HPV er en af de eneste kræftformer, man kan vaccinere mod. Om få årtier er livmorhalskræft stort set ikke synlig i statistikkerne længere,« håber Janne Bigaard.

Forklaringen er, at det siden 2009 har været gratis for piger at blive vaccineret mod HPV, mens det først i 2019 blev et tilbud til drenge. 

Hos pigerne forebygger vaccinen kræft i livmoderhals, analt, i mund og svælg eller i skeden. Blandt drengene er det analkræft, peniskræft og kræft i mund eller svælg, der kan forebygges. 

I USA er livmoderhalskræft ikke længere den mest udbredte form for cancer forårsaget af HPV-virus. Det er nu cancer i hoved-hals-området.
I USA er livmoderhalskræft ikke længere den mest udbredte form for cancer forårsaget af HPV-virus. Det er nu cancer i hoved-hals-området. Foto: Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og også her er der brug for at knække kræftkurven:

»Vi ser nu en kraftig stigning i antallet af mund og svælg-kræft,« siger hun.

Mænd er mere modtagelige for mund og svælg-kræft end kvinder. Selvom der går lang tid, fra man bliver smittet, til man bliver syg som 60 -70-årig, har sygdomsmønsteret ændret sig.

»Tidligere var det ældre rygere, der blev ramt af kræft i mund og svælg. Nu er det yngre, veltrænede mænd, som kommer med HPV-relaterede sygdomme som kræft i tungeroden og mandlerne,« siger hun.

Der findes ikke andre effektive måder at beskytte sig mod de sygdomme end vaccinationen:

»Kondom beskytter ikke mod HPV-smitte, fordi det kun beskytter penis, men ikke roden. Desuden smitter HPV ved oralsex,« siger Janne Bigaard og fortsætter:

»Det er ikke for at skræmme de unge mænd, men mere for at sige: Det her et godt tilbud. Tag det.«

Selvom hun mener, at alle bør takke ja til tilbuddet, er hendes opfordring »ekstra klar« i forhold til én særlig gruppe af mænd:

»Det gælder for mænd, der har sex med mænd, eller mænd, der er biseksuelle, for de er ikke beskyttet mod HPV-smitte via deres partner.«

Uanset, hvilket køn man er tiltrukket af, lyder opfordringen fra Janne Bigaards til alle de mænd, der i morgen får en tidlig fødselsdagshilsen i e-Boks:

»Skynd jer at få bestilt tid hos lægen. Skal I nå at have hele vaccinationen gratis, så SKAL I have det første stik senest i august.«