Nye videnskabelige metoder og livsstilstendenser gør tarmbakterier særdeles ombejlede. Fra bøger til udstillinger og bare almindelig undren over, hvad der ender i toilettet.

Ad, hvor klamt,« sagde min 13-årige steddatter, da jeg fortalte, at jeg skulle se en udstilling om tarme i New York.

»Ej, hvor spændende,« sagde hun, da jeg kom hjem og fortalte om den.

Og de to bemærkninger opsummerer egentlig meget rammende, hvad der er sket med tarmene og de bakterier, der lever i tarmene. Tarme er gået fra at være noget, alle havde, men ingen talte om, til at være noget, som alle har, og som de mægtig gerne taler, læser og hører om. Tarme har nu charme, som titlen på en bestseller om emnet forklarer. De er ikke længere tabu.

Eller som etnolog Julia Lahme siger:

»For ti år fik folk bleget røvhullet af væmmelse over deres krops funktioner i den ende. I dag ser de deres afføring i øjnene og fortæller om den.«

Tarme og især de mange bakterier, der lever i dem, er blevet smarte. Trendy kunne man næsten sige. Bogen »Tarme med Charme,« skrevet af den unge tyske medicinstuderende Giulia Enders solgte over en mio. bøger i sit hjemland. I Danmark lå den på bestsellerlisten gennem det meste af 2015. Tarme er blevet et emne, der kan holdes foredrag om på biblioteker og folkeuniversitet, ofte udsolgt måneder i forvejen, i 2017 åbner udstillingen »Mind the Gut« i København og i New York er en af American Museum of Natural Historys store satsninger dette museumsår udstillingen »The Secret World Inside You«.

Udstillingen i New York giver et godt indblik i en ellers lukket verden. Hvem vidste f.eks., at man har halvandet til to kilo tarmbakterier, kriblende rundt indvendigt? De vejer lige så meget som din hjerne, og der er ca. 100 trillioner af dem, lige så mange tarmbakterier som der er stjerner i Mælkevejen. Så for fremtiden behøver man ikke at stirre ud i universet, hvis man har brug for blot at føle sig som en lille bitte del af noget uendeligt. Man kan bare lægge en hånd på maven og hviske »er I der?«

Og man skal gøre det med begejstring, for tarmbakterierne er altafgørende for vores sundhed, for vores immunforsvar, for vores humør og sygdomme som allergier og autisme. 80 pct. af kroppens serotonin, det stof, som deprimerede har for lidt af, produceres i tarmene. Tarmbakterier har formentlig betydning for vores sult og mæthedsfornemmelse og dermed for vores vægt. Forsøg viser i hvert fald, at gav man bakteriefrie mus afføring fra henholdsvis fede og normalvægtige menneskelige tvillinger, tog de mus, der havde fået den fede tvillings bakterier, mere på end musen med den slanke tvillings bakterier.

»Mind The Gut«

Tarmbakterierne gør meget mere end at gnaske vores mad i småstykker og sørge for, at resten ender i toiletkummen. De gode tarmbakterier er ikke bosat i vores indre, de er ganske enkelt vore venner.

Sådan har vi bare ikke set dem, siden den tyske læge og bakteriolog Robert Koch i 1876 opdagede, at det var bakterier, der stod bag sygdomme som tuberkulose, miltbrand og kolera.

Siden da har vi set dem som noget dårligt, ondt og farligt. De skulle fjernes, renses væk, vaskes bort med klor og hamres ned med antibiotika. De skulle dø, skulle de. Og talte man om bakterier i tarmene, var det kun, når der dukkede legionella eller salmonella op og gjorde os hundesyge.

Men i disse år vender det. Det er så stor en omvæltning, at udstillingen i New York forudser, at man på sigt vil betragte udviklingen som et paradigmeskift så stærkt, som da Kopernikus viste, at Jorden kredsede om Solen i stedet for at være ubevægelig og altings centrum. Vi står over for tarmbakteriernes storhedstid.

Det skyldes blandt andet, at der er sket en enorm videnskabelig udvikling, som gør det muligt overhovedet at beskæftige sig med tarmbakterierne. De lever nemlig, de fleste af dem, uden ilt, og da de er svære at dyrke i laboratorier, som man normalt ville gøre, har de været umulige at undersøge og dermed ukendte for forskerne.

Men nye DNA-metoder har gjort det muligt at kortlægge de over 100 billioner bakterier, som findes i menneskelige tarme. Og når man kender bakteriernes DNA, kender man også de proteiner, de består af og dermed kan man langt bedre bestemme de funktioner, de har.

På Medicinsk Museion, der er en forskningsenhed under Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige institut og en udstillingsbygning i Bredgade, er man også optaget af tarme – eller mere præcis af samspillet mellem hjernen, tarmene og de mikroorganismer, der lever i og på menneskekroppen, kaldet mikrobiomet.

Så meget, at der i eftersommeren 2017 åbner udstillingen »Mind The Gut«. Det er et ordspil på det engelske udtryk fra undergrundsbanen, hvor man bliver bedt om at holde øje med mellemrummet mellem toget og perronen, når højttalerstemmer siger »mind the gap«, men også en elegant brug af ordet mind, der betyder sind.

»Der går ikke en uge, hvor der ikke kommer nye videnskabelige undersøgelser af, hvordan forholdet er mellem mellem tarmenes bakterier, vores tarme og vores hjerne.« siger Daniel Noesgaard, der sammen med en række forskere er i gang med at forberede »Mind The Gut«.

Tarmbakterier kan da også være kunst?

Illustration: Simon Vaeth.
Illustration: Simon Vaeth.
Vis mere

Kurator Louise Whiteley supplerer:

»Det er et hot topic. Klassisk har man set mennesket som en krop og en hjerne, men det er nu ved at gå op for os, at det er mere kompliceret. For kroppen er ikke bare en krop, men også de millioner af tarmbakterier, som lever i symbiose med os. De er ikke os, men de er en del af vores økosystem, og de har enorm betydning for, hvordan vi har det.«

»Ikke bare videnskabeligt, hvor der sker virkelig meget, men også kulturelt, og det er derfor, det er interessant at lave en udstilling om lige nu. Men det er også svært, fordi det ikke er videnskab, hvor vi ved alt. Det er ikke 20 år siden, at ting blev opdaget, men det sker hele tiden. Det er både det interessante og det udfordrende.«

Derfor bliver udstillingen også opbygget anderledes end traditionelt, for udstillingen har fået Bikubenfondens udstillingspris Vision 2015 på tre mio. kr., der giver mulighed for at lønne en række kunstnere for at være med til at udforme udstillingen.

»Normalt ville man lave en videnskabelig udstilling, hvor man bestemte, hvordan den skulle se ud og hvad den skulle fortælle. Kunstnere ville enten illustrere det eller få lov til at komme med en kommentar i form af et værk i slutningen af værket, som tit var kritisk. Men her skal kunstnerne være med til at opbygge udstillingen. For det er forskning, som stadig foregår. Alt er ikke undersøgt,« siger Louise Whiteley.

Men samtidig er det ikke fuldstændig nyt, at maven kan noget andet end bare at fordøje. Tænk bare på udtrykket »mavefornemmelse«, som kuratorerne også overvejede at bruge som titel på udstillingen, det engelske »gut feeling«, som er tarm-fornemmelse, hvor man kan mærke, om ting er rigtige eller forkerte – eller bare det gamle slogan »du bliver, hvad du spiser«.

»Det har været almen viden i traditionel medicin frem til midten af det 19. århundrede, at tarme og bakterier og hvad man spiste betød noget for, hvordan man har det. Vi har bare glemt det og nu er vi i gang med at opdage det igen på flere områder, både filosofisk og videnskabeligt. Det skal udstillingen undersøge,« siger Louise Whiteley.

»Tarme og afføring har altid været tabu«

Men tarmbakterierne kommer ikke til at holde sig på museum eller i bøger og artikler som denne. De bliver noget, vi kommer til at tale om. Firstmoverne gør det allerede, siger Julia Lahme, der er etnograf og livsstilsekspert.

»Tarme og afføring har altid været tabu, det stammer helt tilbage fra de græske filosoffer, der skelnede mellem det rene og det urene, hvor tarme, fordøjelse og afføring klart hørte til det urene. Men der begyndte at ske noget med forskellige typer af diæter, som satte fokus på fordøjelsen.«

Først var der den kernesunde familie, som brugte tarmskylninger som en del af sine behandlinger i begyndelsen af 2000-tallet, hvor Ninka og Morten Mauritson udover udpræget frygt for hvede prædikede hjemmelavede kamilleteskylninger af tarmene, som blev foretaget liggende i fosterstilling på toiletgulvet for at skylle dårligdomme ud.

I samme periode kunne man også gå på klinikker, hvor man i sterile hvide omgivelser havde udsigt til sit tarmindhold, når det blev skyllet ud af en og kørte forbi i et gennemsigtigt rør.

Senere kom palæobølgen, der gik op i, hvordan fordøjelsen fungerede, og som hævdede, at spiste man det forkerte, var det som at putte pigtråd i sine tarme, det flænsede dem op.

»Der begyndte vi at fokusere på, hvad der sker, når vi spiser, og hvordan tarmene fungerer,« siger Julia Lahme.

»Det er kun blevet mere ekstremt siden da. Der findes jo diæter som alkaline-diæten, der dybest set går ud på, at man skal, ja, undskyld, jeg siger det, skide alting ud. Man får en række naturlige afføringsmidler, og på nogle af de kursteder, som dyrker det, anbefaler de, at man ikke kommer som par, fordi det simpelthen er for lidet flatterende situationer at se hinanden i. I Indien kan man komme på kursteder, hvor man bliver holdt om af en inder, mens man skider.«

Men udover diæterne, som har sat fokus på, at vores tarme har en funktion og kan fungere godt eller dårligt, har vi også fokuseret på, hvordan vi selv forbedrer dem, siger Julia Lahme, fordi vi er blevet ekstremt fokuseret på, at det er vores eget ansvar at have det godt.

»Vi tror ikke længere på gener eller på skæbnen. Man kan ikke have et blødt sind eller være født med en sart mave. Det gælder alt fra det helt små som, at hvis man bliver forkølet, har man nok ikke vasket hænder nok, til det store, at man bliver deprimeret, fordi man ikke mediterer nok. Man får stress, fordi man ikke siger fra, man får kræft af at ryge og har man ondt i maven, er det fordi, man ikke spiser det rigtige. I den sammenhæng bliver tarmbakterierne endnu en ting, man skal nurse.«

Og som endnu en grund til, at vi dyrker tarmen, ser hun også, hvad hun kalder et næsten forkrampet fokus på naturlighed som en reaktion på botoxbølgen.

»Nu er det ikke nok at være tynd, man skal også se stærk og sund ud. Alt skal være ekstremt økologisk, man skal kunne brødføde sig selv på en altan på en kvadratmeter på Nørrebro. Det naturlige er så vigtigt, og der passer fokus på tarmene også perfekt ind. De er den nye kampplads. Har du det ikke godt, spiser du nok det forkerte eller tager ikke de rigtige tilskud til dine tarmbakterier. Du gør noget forkert for de tarme. Vi har kun set begyndelsen af den her trend. Vi kommer til at tale om tarme mange år endnu. Yoga tog nogle år om at nå helt ud i provinsen og foreløbig er tarmene kun for firstmovere. Men det skal nok komme. Det bliver kæmpestort.«

Og skideinteressant at følge, fristes man til at sige.